fredag den 31. december 2010

Afslutningen på et godt år

Mens fyrværkeriet knitrer udenfor mit vindue sidder jeg med en underlig – og dejlig fornemmelse – af, at jeg nu afslutter mit første år som forfatter. Jeg har ikke tal på de mange nytårsaftener, hvor mit nytårsforsæt var at få udgivet en bog. Det har været en hård kamp at nå hertil, men 2010 blev året, hvor det lykkedes. Det er et år, som jeg aldrig vil glemme.
Så nu sidder jeg med mine bøger i hånden og kan kun glæde mig over, hvor godt de er blevet modtaget. Jeg håber, at 2011 vil bringe lige så meget godt med sig, som 2010 har. Der er i hvert fald masser af bøger på vej.
Tak til alle jer læsere og rigtig godt nytår
Nicole

onsdag den 22. december 2010

Bestil Blodtåge nu og spar 50 kr.

Blodtåge – Skeletter i skabet 2 udkommer den 10. februar 2011, men kan allerede nu forudbestilles. Og bestiller du bogen inden den 10. februar, får du den til kun 149 kr. og sparer derved 50 kr. i forhold til normalprisen. Så mangler du en god julegave, eller vil du gerne forkæle dig selv med en god bog, så skynd dig ind og bestil den her.
Du kan smugkigge i bogen og læse de første tre kapitler gratis her.
Bemærk i øvrigt det flotte og uhyggelige omslag. Det er lavet af Rasmus Jensen, som også lavede omslaget til Dødsbørn.
God jul J

mandag den 20. december 2010

Det første eksemplar af Blodtåge

Jeg var til møde med min redaktør i dag, og han havde de første eksemplarer af Blodtåge med til mig. Det var så dejligt at stå med bogen i hånden. Den er blevet super flot, og jeg er meget tilfreds.
Siden mødet har jeg ikke villet slippe bogen igen. Jeg har den hele tiden på mig eller i nærheden, så jeg lige kan se et lille glimt af den.  Det ser super godt ud, når den står ryg om ryg med Dødsbørn, og jeg blev en smule vemodig, da det gik op for mig, at jeg er halvvejs i serien. Det er underligt, om to bøger er serien slut, og jeg skal aldrig skrive om Davie igen. Puha den følelse vil nok bare blive stærkere og stærkere for hver bog.
På mødet skete der selvfølgelig meget andet, end at jeg fik Blodtåge. Jeg fik diskuteret en masse ting med min redaktør. Og vi fik lagt planer for det nye år. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at der kommer både spændende bøger og konkurrencer. Jeg tror, det bliver super godt.
Det var alt for nu. Jeg vil gå tilbage til Blodtåge og nyde den lidt mere, inden jeg smutter i seng.  

onsdag den 15. december 2010

Børnenes bog

Forfatteren Lise Bidstrup, som blandt andet har skrevet de meget populære Shinobi-bøger, er begyndt på et nyt og spændende projekt. Det hedder Børnenes Bog og giver dig mulighed for at bestemme, hvad der skal ske i hendes næste bog.
Alle børn kan hver uge komme med indspark til beslutningerne undervejs. Du kan altså være med til at bestemme bogens forskellige elementer som fx hovedperson til genre og slutning.
Det lyder som et super fedt projekt, og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg ikke selv fik den idé, eller i det mindste var barn, så jeg kunne deltage i projektet. Men held og lykke til Lise Bidstrup, jeg følger i hvert fald spændt med, og er du barn og læser det her, så skynd dig ind og deltag. Projektet startede den 13. december, men du kan stadig nå at være med.
Du kan læse mere om og deltage i projektet her.

tirsdag den 14. december 2010

En anderledes julekalender


Savner du en sjov og anderledes julekalender, så tag og klik ind på banjomusen.blogspot.com, du vil blive overrasket og underholdt. Her er den sande historie om Søren Banjomus, og hans kamp mod gangsterbossen Lurifax.
Julekalenderen er skrevet af Bjarke Schjødt Larsen, der også står bag skrivekrampe.dk og illustreret af Rikke Hollænder.
Selvom vi allerede er godt inde i december, kan du sagtens følge med. Alle afsnit ligger på siden, og de er korte, letlæste og slutter altid i en cliffhanger, så man lige skal have et afsnit mere.

Flytning, genoptryk og nyt projekt

Så har der været stille på bloggen lidt, da jeg har haft super travlt med at flytte.  
Flytningen har givet os et ekstra værelse, som bliver til kontor, så snart vi har fået pakket alle flyttekasserne ud.  Jeg glæder mig rigtig meget til at tage kontoret i brug og håber, at mange gode bøger vil blive skabt der.
På trods af flytningen har det ikke stået stille på bogfronten. Blodtåge, fortsættelsen til Dødsbørn, har været en tur forbi Letland og blive trykt, og min flinke redaktør ringede i dag og fortalte mig, at han sidder med det første eksemplar af bogen. 
Efter den opringning havde jeg en stor lyst til at tage toget til Rørvig (hvor forlaget ligger) og kræve at se værket, men jeg beherskede mig, da jeg heldigvis skal mødes med min redaktør i næste uge, hvor han har lovet at tage bogen med.
Endnu en glædelig nyhed er, at både Dødsbørn og Bitchen imellem os har solgt rigtig godt. Dødsbørn er faktisk næsten udsolgt og skal nu genoptrykkes i ny og billigere udgave! Det betyder, at det er sidste chance for dig at få en kopi af 1. udgaven, hvis du går op i sådan noget ;-).
Den sidste gode nyhed er, at der er flere bøger på vej. Jeg har siden i sommers arbejdet på et andet projekt. Det forbliver navnløst lidt endnu, men jeg kan sige så meget, at min redaktør har læst første udkast og han er godt tilfreds. Han har sendt mig sine ændringsforslag, som jeg nu skal arbejde igennem. Flere updates følger!

Rigtig god jul til jer alle!

søndag den 28. november 2010

Novellekonkurrence for facebook-brugere

Så er endnu en novellekonkurrence skudt i gang. Denne gang er det Forlaget Darklights, der står bag.

Jeg har tidligere haft lidt kontakt med forlaget, og det virker som et godt og engageret forlag. De har en række andre novellesamlinger bag sig, som også er resultatter af konkurrencer. Så de er garvede inden for området.

Temaet er denne gang "land & by", og genren er socialrealisme.  Så hvis du har en god historie, der kan tematisere land og by, så er det nu, du skal slå til.

De 15 bedste noveller udvælges og udgives i en samling. Forfatteren til vinderennovellen får 2500 kr. og æren af, at hans/hendes novelle lægger navn til samlingen.

Der er rigtig mange skrivekonkurrencer for tiden, men heldigvis har du god tid til denne, for tidsfristen er først 1. maj 2011. 

Novellen skal sendes til darklightsfiles@gmail.com

Konkurrencebeskrivelsen ligger kun på facebook, så hvis du har en facebook-profil kan du læse mere her.

Som jeg har skrevet før, synes jeg, at det er en rigtig god idé at deltage i denne slags konkurrencer. Det kan være en god øvelse, og så er det jo også mulighed for at få sin novelle udgivet. Novellesamlinger er jo noget, der ellers kan være vanskeligt at få udgivet.

Hvis du er interesseret i flere novellekonkurrencer, så klik ind på http://www.skrivekrampe.dk/, der har en komplet liste over igangværende novellekonkurrencer.

mandag den 22. november 2010

Topkarakter til Bitchen imellem os

Bitchen imellem os har fået den mest fantastiske anmeldelse. Ikke nok med at bogen får 6 stjerner. Den bliver også kaldt ’Et moderne mesterværk’.
Anmelderen, Peter Kock Henrichsen, skriver blandt andet:
Udover at bogen er skrevet i et flydende, realistisk og nutidig sprog, og at Nicole virkelig er dygtig til at beskrive de mange intense, følelsesmæssige sexscener, så var slutningen så sindssygt spændende, at jeg bare piskede mine øjne og min hjerne derud af – læs hurtigere! Hurtigere! HURTIGERE! Mine hænder dirrede, for nu var der kun 1½ side tilbage. Dét, som jeg igennem 3/4 af bogen havde besluttet mig for fortjente 5 stjerner, røg på de sidste 10 sider op på 6! Man skal eddermame være dygtig for at komponere en bog så godt, at man som læser bliver kastet rundt på den måde, som jeg gjorde. Men det er Nicole Boyle Rødtnes også, og du bør virkelig forkæle dig selv hurtigst muligt, og få fat i Bitchen imellem os, hvis du interesserer dig bare lidt for psykologien bag uløselige kæresteforhold og catfights.
Du kan læse den fulde anmeldelse her.
Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive. Det føles bare helt vildt at få så positiv en anmeldelse, og jeg fik da også tårer i øjnene, da jeg læse den.
Tak til Peter Kock Henrichsen og Kultur for unge for den fantastiske anmeldelse.

torsdag den 18. november 2010

4 stjerner til Bitchen imellem os

Så er der kommet endnu en flot anmeldelse af Bitchen imellem os.

Anmeldelsen er fra Palles Gavebod, der giver bogen 4 ud af 5 stjerner og blandt andet skriver:

"Bitchen imellem os er en utrolig voldsom bog om pigevold, men også en bog, der meget realistisk beskriver, hvor galt det kan gå, når et ungt menneskes verden styrter i grus."
 
Jeg synes, det er en meget rammende beskrivelse af bogen, anmelderen giver. Og det bliver kun bedre af, at der til sidst står:
 
"Meget spændende og rigtig godt opbygget"
 
Læs hele anmeldelsen her.
 

onsdag den 17. november 2010

Alizay.dk anmelder Bitchen imellem os

Jeg har altid vidst, at Bitchen imellem os var en bog, der formentlig ville få ret blandede anmeldelser, fordi den er så speciel, som den er. Indtil nu har der lydt meget rosende ord fra blandt andet  lektøren, Fortællingen.dk, folkeskolen.dk og boggansker.dk, men nu er der så kommet en noget mere lunken anmeldelse fra Alizay.dk (Majasols' blog).
Helt skidt er anmeldelsen dog ikke.  Hun skriver blandt andet:
”… plottet [er] ret godt skruet sammen. De små afsnit om Katrines anholdelse og afhøring hos politiet, gør at man er nød til at læse et lille kapitel mere, for at komme tættere på, hvordan de endte der. Og lige et kapitel mere. Og et mere mere. Før man ved af det, er bogen slut”
Det glæder mig, at hun har været fanget af bogen, selvom hun i sin anmeldelse ellers ikke er så vild med karakteren Alex, og Astrid og Katrines følelser for ham.
Alex er nok en karakter, der kan være svær at forstå og acceptere. Og selvom hun har helt ret i, at man ikke bør forelske sig i en fyr, der ikke kan finde ud af at vælge, så var det en pointe for mig i bogen, at man ikke kan bestemme, hvem man forelsker sig i, og at man nogen gange falder for en fyr, der ikke behandler en godt.


Læs hele anmeldelsen her.

tirsdag den 16. november 2010

Vil du have din novelle trykt i Olivia?

Så er der endnu en novelle-konkurrence for de unge. Vil du have din novelle trykt i Olivia? Så er det nu du skal slå til.
Olivia modtager noveller, og den bedste bliver trykt i bladet.  Dommeren er forfatter Mette Finnerup.  Der er ingen genrekrav, men længdekravet er 4.000-8.000 tegn.
Deadline er februar 2011 og du skal sende din novelle til novelle@olivianet.dk.
Læs mere her, hvor Olivia også giver en række gode råd til novelleskrivningen.

mandag den 8. november 2010

Skriver du science fiction?

Så er der godt nyt for alle science fiction-forfattere.  Science Fiction Cirklen søger noveller til antologien Lige under overfalden 5. Som navnet antyder, er det ikke første gang, at Science Fiction Cirklen har en sådan novellekonkurrence. Fire gange tidligere har der været lignende konkurrencer, hvor de bedste noveller udvælges og udkommer i en antologi.
Du må indsende op til tre noveller. Det skal være science fiction, men der er frit slag inden for de forskellige undergenrer. Længdekravet er 10.000 ord, men man må godt skrive kortere. 
Sammen med novellen skal du indsende et kort forfatterportræt  af dig selv på 100-400 ord.
Deadline er 1. marts 2011. Du kan læse mere om konkurrencen her.
Jeg har selv haft en novelle med i Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, og jeg regner også med at sende et bidrag ind igen i år, hvis jeg kan finde tiden til det.
Før Science Fiction Cirklens novellekonkurrencer, havde jeg ikke prøvet at skrive science fiction. Jeg kendte ikke så meget til genren – og selvom jeg stadig er lidt grøn inden for feltet – så er det blevet en årlig udfordring at se, om jeg kan ryste en science fiction-novelle ud af pennen.

Gratis forfatterskole

Kunne du tænke dig at tage et skrivekursus, men mangler du pengene? Så fortvivl ikke. Netop nu kan du komme gratis på forfatterskole.
I dag starter nemlig Saxos forfatterskole. Det er en gratis, online forfatterskole, hvor der en gang om ugen bliver lagt en skriveøvelse ud, som du skal løse. Det er 3. gang, at skolen kører, og underviserne er Ida-Marie Rendtorff og Daniel Zimakoff.
Skolen plejer at få en meget stor tilslutning, derfor er det vigtigt, at du som deltager får meldt sig ind i mindre grupper/klasser og selv hjælper med at kommentere de andres tekster. Underviserne har nemlig kun har mulighed for at kommentere på et lille udvalg af teksterne.
Ud over det online kursus, kan du også (mod betaling) tilmelde sig et "fysisk" kursus, der foregår i Saxos lokaler.
Selv er jeg nok mest til ”fysiske” forfatterskoler, hvor man mødes, da det er lettere at diskutere teksterne, og man kan gå mere i dybden med teksterne, når der er færre personer. Men det er en smagssag, hvad man foretrækker, og Saxos online forfatterskole er i hvert fald et rigtig godt initiativ. Det er en oplagt måde at få afprøvet et forfatterkursus og møde andre, der skriver.
Du kan læse mere om forfatterskolen her.

søndag den 7. november 2010

Mega Litt var en stor succes

I går læste over 200 forfatter højt på Hovedbiblioteket i København og Århus for at sige tak for litteraturstøtten og opfordre til, at den blev bevaret. Jeg var en af dem, jeg læste  højt af min ungdomsroman Bitchen imellem os. 
 Arrangementet var meget vellykket. Det er var virkelig sjovt at have så mange oplæsninger på en gang, selvom det var svært at vælge hvem, man skulle høre, når der var så meget godt på programmet.   
Politisk var arrangementet også en succes. Litteraturstøtten er nu sikret. Hurra!
Læs mere her.

fredag den 5. november 2010

Danmarks største litteraturoplæsning

I morgen, lørdag d. 6. november, læser jeg højt af Bitchen imellem os på Københavns Hovedbibliotek.
Oplæsningen er i forbindelse med arrangementet Mega Litt, hvor danske forfattere siger tak for litteraturstøtten. Arrangementet er 100 % gratis, og med over 200 oplæsninger fordelt på 25 scener er der noget for enhver smag.
 Vil du høre min oplæsning, så kig forbi scene 10 kl. kl. 14.45, der giver jeg en smagsprøve på min ungdomsroman Bitchen imellem os.
Det er et super fedt arrangement, og jeg er sikker på, at det bliver en helt speciel stemning, når der samles så mange for forfattere og tilhører under et tag. Hvis du bor i Jylland, så fortvivl ikke, der er også et arrangement på Aarhus Hovedbibliotek.
Baggrunden for arrangementet er, at regeringen planlægger besparelser på op til 33 % i litteraturstøtten, som vil give dansk litteratur og danske forfattere betydeligt ringere forhold.  Forhåbentligt kan dette arrangement være med til at vise alt det gode, litteraturen har at byde på og få regeringen på andre tanker.
Du kan læse mere om baggrunden for arrangementet og se listen over alle oplæsningerne på Mega Litts hjemmeside.
Vi ses!

tirsdag den 2. november 2010

Skriv en fantasy-novelle

Kan du lide at skrive fantasy-noveller? Så har du nu chancen for at få din novelle trykt. Forlaget Kandor søger fantasy-noveller til en antologi.  
Novellen skal være 4.000-13.000 ord og må ikke tidligere have været offentliggjort. Det er tilladt at deltage med mere end én novelle.
Forlaget regner med at udvælge 15-20 noveller, og antologien forventes at blive udgivet i sommeren 2011.
Deadline for novellekonkurrencen er 31. december 2010.
Selvom der ikke er nogen præmie (udover udgivelsen) på højkant, synes jeg, at det er en god idé at deltage i sådanne antologier. Det er dejligt motiverende at skrive til en deadline og nogle gange kan sådanne konkurrencer bruges til at eksperimentere med temaer/genrer, man ikke normalt skriver i.
Jeg er selv ret ophængt med Blodtåge, så jeg ved ikke, om jeg får tid til at deltage, men jeg synes, det er et godt initiativ.

Du kan læse mere om konkurrencen her.

torsdag den 28. oktober 2010

Den første skitse til Blodtåge

I dag kom den første skitse til Blodtåges omslag og I kan glæde jer!

Det er den superdygtige Rasmus Jensen, der er illustrator. Det er ham, der også lavede Dødsbørns omslag. En af de ting, han er super god til, er at lave nogle anderledes og spændende kompositioner.
Jeg synes ofte, at omslag er bygget op efter den lidt samme ”formel”, men Rasmus formår at lave noget nyt. 

Jeg har printet skitsen og tager den med overalt. Jeg er bare så spændt på det endelige resultatet :-)

onsdag den 27. oktober 2010

Albertslunds Biblioteks børneblog anmelder Bitchen imellem os

Så har jeg fået endnu en rigtig fin anmeldelse af Bitchen imellem os. Denne gang er det Albertslunds Biblioteks børneblog, der blandt andet skriver:

”Det er en meget barsk bog, som er meget fængende skrevet. Hvert kapitel starter med en lille bid af en scene fra Astrid og Katrines store opgør, og for hver scene bliver volden mere og mere ekstrem. Alting kører fuldstændigt af sporet. Det er en virkelig god og stærk bog, som varmt kan anbefales.”

Læs den fulde anmeldelse her.

Anmelderen Louise knytter også en kommentar til titlen, og det glæder mig altid, når læsere har forstået dobbelttydigheden i titlen. Der var nemlig meget diskussion om titlen i sin tid, så jeg har ikke helt vænnet mig til den endnu. Det var min kæreste Bjarke, der fandt på titlen, efter min redaktør og jeg havde brainstormet i dagevis.

Her er iøvrtigt et billede af mig med bogen nede i vores gård i Brønshøj. Jeg synes, det var på tide, at der kom lidt flere billeder her på bloggen, der ikke bare var bogforsider.

fredag den 22. oktober 2010

To fine anmeldelser af Dødsbørn

Selvom det er ved at være et stykke tid siden Dødsbørn udkom, så kommer der stadig anmeldelser. Nu er det bibliotekerne, der har fået øje på bogen, og jeg har fundet hele to nye anmeldelser.  

Den første er fra Greve biblioteks fantasyblog, hvor anmelderen Anne blandt andet skriver:

”Dødsbørn er en rigtig spændende bog og jeg glæder mig meget til at se hvordan det hele ender når bog nummer 2 udkommer. Bogen stiller læseren overfor mange spørgsmål: Har alle ret til et ordentligt liv? Hvor langt vil man gå, for dem man elsker? Kan man slå ét menneske ihjel for at redde mange andre?”

Læs hele anmeldelsen her.

Den anden anmeldelse er fra Sjølund-Hejls skolebibliotek, hvor anmelderen Lotte Mohr blandt andet skriver:

”Både på arbejde, hjemme hos lærermesteren og i sine møder med venner og fjender må Davie bruge sin skarpe hjerne, for at begivenhederne ikke skal løbe af med ham. Enhver beslutning Davie tager, får konsekvenser og pludselig er han midt i et uhyggeligt og farligt drama der helt kan tage pusten fra læseren.

En super spændende bog hvis slutning gør at man næsten ikke kan vente på efterfølgeren!!”

Læs hele anmeldelsen her.

Det var nogle skønne ord at gå på weekend på :-).

lørdag den 16. oktober 2010

Endnu en fin anmeldelse af Bitchen imellem os

Jubii jeg har fået en rigtig fin anmeldelse af Bitchen imellem os fortællingen.dk.

Anmelderen, Rikke Dyrhave Nissen, skriver blandt andet:

Bitchen imellem os er en af den slags bøger, der giver kuldegysninger. Katrine og Astrid skiftes til at fortælle historien. Og det virker godt. På den måde får vi hele historien. Det er uhyggeligt at være inde i hovedet på Katrine. Nicole Boyle Rødtnes har skabt en person, som man helt tror på. Katrine kan ikke handle anderledes.
Bogen er skrevet i et enkelt sprog. Der er ikke noget fyld. Kun den bare fortælling. Og det er fedt. Det er råt.

Læs hele anmeldelsen her.

fredag den 15. oktober 2010

Novellekonkurrence: På kanten

Foreningen HUF - Håbefulde Unge Forfattere har udskrevet en novellekonkurrence med temaet "På kanten". Genren er ungdomslitteratur, længden er sat til 3-12 sider, og de bedste bidrag udvælges til en antologi.

Det er et krav, at du er medlem af foreningen for at kunne deltage i novellekonkurrencen. Medlemskabet koster 145 kr. om året. Læs mere om HUF her.

HUF har tidligere ugivet gysersamling 6 gode grunde til ikke at sove i mørke. Denne samling var også et resultat af en konkurrence og er blevet meget positivt modtaget af anmeldere og læsere.

Jeg synes, at temaet På kanten er rigtig godt, der er rig mulighed for at udfolde sig. Jeg har skrevet konkurrencen på min liste over ting, jeg gerne vil nå at skrive, så nu håber jeg, at jeg kan nå det hele. Hvis du selv tænker, at konkurrencen lyder, som noget for dig, så skynd dig at melde dig ind i HUF og deltag. Deadline er 1. december 2010.

Find flere skrivekonkurrencer på skrivekrampe.dk, hvor du også kan læse mere om denne konkurrence.

onsdag den 13. oktober 2010

3 tips til at lave kapitler


Som noget nyt her på bloggen vil jeg have nogle skrivetekniske indlæg, og jeg starter med, hvordan du kan lave kapitler. Jeg ved, at det er noget, som mange synes, er svært.

1. Tænk i handlingsforløb
Du skal lave kapitelskift, når du skifter til et nyt handlingsforløb. Ved at sætte ét handlingsforløb i centrum i kapitlet, har læseren en klar følelse af, hvor handlingen er på vej hen. Et kapitel kan godt have tråde, der peger frem og tilbage i handlingen, men der skal kun være ét handlingsforløb, der er det dominerende i hvert kapitel. For eksempel kan det hurtigt blive for meget, hvis et kapitel både skal indeholde den centrale forelskelsesscene, gangsteropgøret og konflikten med vennerne. Vælg det ud, der er det vigtigste, og lad resten indgå i baggrunden (uden det stjæler opmærksomheden), eller giv det et kapitel for sig selv.

Hvis du er i tvivl om, du har for mange handlingsforløb i kapitlet, så forsøg at give kapitlet en overskrift. Hvis du ikke kan finde en, der dækker det hele, så er det måske fordi, du har for mange handlingstråde.

2. Lad noget pege videre
Kapitler er din læsers mulighed for at tage en pause, så hvis du afrunder kapitlet for meget, så risikerer du, at den pause bliver evig, og læseren ikke kommer tilbage. Derfor skal du passe på med at afrunde kapitlerne for meget. Hvis alle spørgsmål bliver besvaret, alle konflikter bliver afsluttet, så bliver dine kapitler som et Anders And blad. Du læser et nummer, og nyder det måske, men du behøver ikke læse mere. Du kan sagtens stoppe og aldrig læse mere. Derfor skal der I slutningen af dine kapitler være noget, der peger frem. Noget, der tvinger læseren til at læse videre.

Det kan gøres meget dramatisk ved at ende i en cliffhanger, men kan også gøres mere nedtonet, hvor det fx bare er hovedpersonen, der tænker over det problem, der endnu ikke er løst.

3. Vælg en passende længde
Hvilken længde, man synes, kapitlet skal have er forskelligt. Det kan også variere i den enkelte bog, men vælg velovervejet. Lange kapitler sænker læsetempoet, men giver fordybelse. Korte kapitler sætter læsetempoet op og giver spænding. Eller sådan kan det i hvert fald være, brug det der passer til din historie og vis hensyn til din læser. Det er de færreste, der ville bryde sig om at læse kapitler på 60 sider eller mere.

Længden afhænger også af handlingsforløbene. Jo mere du findeler dine handlingsforløb, jo kortere kan du gøre kapitlerne og omvendt. Hvis du skriver til børn, vil du med fordel kunne have korte kapitler. Mange voksne sætter dog også pris på korte kapitler, se bare på Da Vinci Mysteriet, hvor alle kapitler var korte og endte i en cliffhanger.

Hvad gør jeg selv?
Jeg foretrækker forholdsvis korte kapitler, gerne mellem 5 og 12 sider. Her taler jeg om bogsider. En bogside er ca. mellem 1.500-2.000 tegn alt efter hvilket format bogen er opsat i.

Jeg har arbejdet meget med cliffhangere i fx Dødsbørn, hvor kapitlerne i Bitchen imellems os er mere afrundende. Jeg valgte, at arbejde med cliffhangere i Dødsbørn, da det var vigtigt for mig, at lave en historie, der altid var spændende. I Bitchen imellem os, afrundede jeg kapitlerne mere, da jeg arbejede med to fortællere og en ret speciel komposition, så jeg havde brug for at skabe ro. Selvom kapitlerne er mere afrundede i Bitchen imellem os er dog stadig en masse, der peger frem, sådan så læseren ikke lægger bogen væk.
Hvis du vil læse mere om kapitler, så har jeg skrevet en længere artikel i Skrivelyst # 7 om emnet. Skrivelyst er HUF’s foreningsblad. Bladet kan bestilles ved at skrive til bestyrelsen.

tirsdag den 12. oktober 2010

Bitchen på bestsellerlisten

Bitchen imellem os er på Saxos bestsellerliste over ungdomsbøger. Godt nok først på s. 4, men den er der, og det er det vigtigste :-). I kan se bestsellerlisten her.

Det er faktisk rigtig underholdende at følge med i sådan nogle lister. Det siger meget om, hvad der er oppe i tiden.  Lige nu vrimler det fx med vampyrbøger.

Desværre kan bestsellerlisterne ikke bruges som skrivemanualer, fordi det jo ofte tager laaang tid at skrive en bog, så når man endelig er færdig, risikerer man at ens emne ikke længere in. Så det er stadig bedst at holde sig til, hvad man selv kan lide at skrive. 

mandag den 11. oktober 2010

Blodtåge retur fra redaktør

Sidste mandag overrakte jeg Blodtåge til min redaktør. Siden da har jeg tjekket mail og telefon i døgndrift og har haft adskillige mareridt om, at han hadede den, og den skulle skrives om fra bunden af. Det er egentlig lidt underligt, at jeg var så nervøs, for min redaktør er super flink, og selv hvis han hadede den, ville han finde en meget venlig måde at sige det på.

Jeg tror, nervøsiteten bunder i, at Dødsbørn er blevet modtaget så godt. Det har været skønt med de mange positive anmeldelser og tilbagemeldinger, der er kommet, men det har også gjort mig meget bevidst om, at Blodtåge skal være rigtig god, hvis den skal kunne leve op til sin forgænger.

I dag kom tilbagemeldingen så. Kl. 06.48 bippede mobilen inde i stuen. Jeg kunne sove længe i dag, så jeg troede stadig, det var midt om natten og tænkte derfor, at det måtte være en eller anden reklame-sms, så det var først, da jeg stod op en time senere, at jeg fik den gode nyhed. Min redaktør kunne lide Blodtåge :-).

Jeg ringede til ham efterfølgende, hvor vi fik en lang snak om bogen. Han har nogle rettelser – men det er mindre ting – for overordnet synes han, at den er meget vellykket.  Det er en skøn nyhed, så nu venter jeg bare på at hans rettelser dumper ind ad døren i morgen.

Endnu en læseranmeldelse af Dødsbørn

Så har jeg fået endnu en læseranmeldelse af Dødsbørn. Denne gang af forfatteren Anika Eibe, der blandt andet har skrevet bøgerne Dronning af blod og Atalanta – I Gudindens skygge. Jeg har aldrig mødt Anika Eibe, men jeg har hørt om hende fra min kæreste, der kender hende.

Nu har Anika så læst Dødsbørn og skriver blandt andet:

”Denne forfatter kender jeg kun perifært, men har selvfølgelig hørt om hendes udgivelse. Nu stod den så på biblioteket og sprang mig i øjnene, så den måtte jeg da lige tjekke ud.
Og jeg blev behageligt overrasket. Historien er velskrevet, flydende og spændende komponeret.”

Tak til Anika for de pæne ord. I kan læse den fulde anmeldelse her.




søndag den 10. oktober 2010

Skrivekonkurrence for de 10-17-årige

Så er der en skrivekonkurrence for de unge. Det er bogfestivalen.dk, der har udskrevet den. Der er to kategorier, som man kan sende ind under. 10-12 år og 13-17 år.

Deadline er 1. februar 2011. Læs mere om reglerne her.

Jeg synes, det er super fedt, at der er så mange konkurrencer for unge. Nu er jeg selv for gammel til at deltage i denne konkurrence, men jeg vil anbefale det varmt til alle under 18 at deltage. Sådanne konkurrencer kan være et rigtig godt springbræt for unge forfatterspirer. Et eksempel er Camilla Wandahl, der var med i og vinder af rigtig mange ungdomsskrivekonkurrencer, og som nu har 5 bøger bag sig, selvom hun kun er 24 år.

En ny ung forfatterspire, som viser lignende talenter er Zakiya Ajmi, der for øvrigt var vinder af Bogfestivalens konkurrence sidste år. Jeg kender Zakiya perifert igennem HUF – Håbefulde Unge Forfattere og så er vi for øvrigt både Zakiya og Camilla med i antologien Begyndelser, hvor min novelle Du også er trykt.

torsdag den 7. oktober 2010

Ny ungdombog


I dag udkommer ungdomsbogen Solo af Marie Wolfsberg Oscilowski.  Marie er medlem af min skrivegruppe, som blev dannet i 2005. Jeg har altid nydt Maries skrivetil, så jeg glæder mig meget til at læse romanen.

Forlaget skriver følgende om bogen:

Sorgen kan have mange ansigter, og for 16 årige Mys vedkommende er det afvisende og vredt, det ansigt, hun viser omverdenen. Hun undgår sin mor, hun hader skolen og deltager ikke i det sociale fællesskab. Hun nægter at tage stilling til tilvalgsfag, men da hendes lærer vælger for hende og lader det være musik, får My det virkelig svært. For der er sket noget i hendes familie. Noget, der gør mere end ondt, og som har fået hende til at fravælge musikken i sit liv. Lige indtil hun møder Tobias. Tobias vil My, og han giver ikke op så let. Mødet med Tobias ændrer Mys forhold til musik, og ender også med at forandre My. 
SOLO er en rørende historie om kærlighed, sorg og tab af den unge debuterende forfatter, Marie Oscilowski.
 
Bemærk også bogens omslag, som jeg synes, er helt fantastisk flot!

onsdag den 6. oktober 2010

Læseranmeldelse af Dødsbørn

Så er der kommet endnu en anmeldelse af Dødsbørn. Denne gang fra bloggeren Majasol, som blandt andet skriver:

"Man må bestemt sige, at Nicole Boyle Rødtnes har klaret det super godt, med at skabe en spændende ungdomsbog som man let lever sig ind i og nyder. En bog der oveni købet er en debut."

I kan læse den fulde anmeldelse her.

Det er altid dejligt at få anmeldelser - især når det er fra målgruppen. Så mange tak for dine fine ord til Majasol.

Majasol anmelder mange bøger, så hvis du er interesseret i at finde nyt læsestof, så kíg forbi hendes bogblog.

tirsdag den 5. oktober 2010

En rigtig forfatteruge

Fordi jeg både har studie og job, så er der mange dage, hvor min kalender er meget lidt ”forfatteragtig”, hvis man ellers kan tale om sådan noget. Denne uge er dog en rigtig forfatteruge fyldt med forrfatterarrangementer. I går var jeg i Hundested, hvor jeg fortalte om Dødsbørn, i morgen skal jeg til Birkerød og fortælle om Bitchen imellem os, og på lørdag skal jeg til en bogreception.

Det bedste spørgsmål
I går var jeg ude på Hundested bibliotek og fortælle om Dødsbørn til to 5. klasser. Det var en rigtig sjov oplevelse. Jeg holdt en lille konkurrence, hvor den, der stillede det bedste spørgsmål vandt et eksemplar af Dødsbørn. Der var svært at vælge en vinder for der kom rigtig mange gode spørgsmål. Vinderen blev Mathias, som spurgte, hvad man skulle gøre, når man havde en skriveblokering.

Jeg valgte ham som vinder, da jeg synes, det var et super godt spørgsmål, fordi alle forfattere på et eller anden tidspunkt oplever at gå i stå midt i projekt og ikke kunne komme videre. I starten blev jeg ret forskrækket, når det skete, og jeg var bange for, at jeg aldrig ville komme videre.
I dag ved jeg, at der kun er en vej frem: SKRIV. Selvom jeg synes, at det, jeg skriver, stinker, så skal jeg blive ved med at skrive. Nogen gange skal jeg igennem flere siders lort, inden jeg endelig får hul på noget godt igen, men når der så er hul, så er det skønt.

Tre forfattere
I morgen skal jeg holde foredrag i Birkerød sammen med Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. Jeg kender Camilla og Caroline igennem HUF, og vi valgte at lave dette fælles foredrag for at give deltagerne mulighed for at høre noget om ikke bare én men tre bøger.

Jeg skal fortælle om Bitchen imellem os, mens Camilla Wandahl fortæller om sin serie Veninder for altid og Caroline Ørsum fortæller om sin debutroman Hovedet i skyerne.

Serien Veninder for altid handler om fire 11-årige piger, der fortæller, hvordan det er næsten at være i puberteten. Serien tematiserer familie, venskab og den første, spirende kærlighed. Ungdomsromanen Hovedet i skyerne handler om gymnasiedrengen Simon, der må kæmpe med sig selv og sine følelser for Daniel. Bogen sætter fokus på homoseksualitet.
Og min egen bog Bitchen imellem os handler om, Astrid og Katrines kamp om drengen Alex, der ender i et voldeligt sammenstød.

I kan læse mere om foredraget her.

Reception
Receptioner er altid hyggelige, og de bliver kun endnu bedre, når de afholdes i anledning af, at en god veninde debuterer. På lørdag skal jeg til reception hos Marie Wolfsberg Oscilowski, som den 7. oktober debuterer med ungdomsbogen Solo. Marie er med i min dejlige skrivegruppe, som blev dannet i 2005. Jeg har endnu ikke læst bogen, men har hørt en masse godt om den, og jeg glæder mig rigtig meget til at få mit eget eksemplar på lørdag.

fredag den 1. oktober 2010

4 stjerner til Terror i København

Den 16. august 2010 udkom novellesamlingen Terror i København. Samlingen er et resultat af en novellekonkurrence, som Byens forlag havde udskrevet. Opgaven lød, at man skulle skrive en novelle om Terror i København anno 2010. Det emne var der mange, der fandt interessant, så Byens forlag modtog i alt 126 noveller fra håbefulde skribenter.

Min novelle ”Du kender mig ikke” var blandt de 12 vindernoveller, der slap gennem nåleøjet og kom med i samlingen. Samlingen giver en masse forskellige bud på, hvordan et terror-angreb i København kunne finde sted.

I dag er der rosende ord fra Berlingske Tidendes anmelder, der blandt andet skriver:
”En sjældent vellykket novellesamling begået af forfatterdebutanter, der alle fortjener ros.”

Det var rigtig dejligt at læse en positiv anmeldelse af samlingen, der ellers har fået lidt hårde ord med på vejen af blandt andet Politikens anmelder. Men denne var gang der ros og hele 4 stjerner. Læs den fulde anmeldelse her.

søndag den 26. september 2010

Endnu en flot anmeldelse

Jeg har fået endnu en flot anmeldelse. Denne gang fra folkeskolen.dk. Jeg synes, anmelderen laver en rigtig god beskrivelse af bogen. Jeg fik næsten gåsehud, da jeg læste den. Hun skriver blandt andet:

Alt i alt en fængslende, uhyggelig og velfortalt ungdomsroman, som belyser en voksende problematik i ungdomsmiljøet: nemlig den stigende brutalitet i volden blandt helt unge piger.”

I kan læse hele anmeldelsen her.

Jeg er rigtig glad for at bogen, er blevet så godt modtaget. Når jeg ser på de tre anmeldelser, jeg har fået ind til nu, kan jeg glæde mig over, at den er blevet taget godt i mod af læserne (boggnasker.dk), af bibliotekerne (lektørudtalelsen) og nu også af skolerne.  Så bliver det ikke meget bedre :-).

torsdag den 23. september 2010

En flot lektørudtalelse

Så kom lektørudtalelsen til Bitchen imellem os, og jeg er meget glad. Jeg må desværre ikke offentliggøre hele udtalelsen men brudstykker. Lektøren skriver blandt andet:

”… det er historien om hvordan fire mennesker kan såre hinanden, og hvor langt kærlighed og jalousi kan drive mennesker. De to pigers uundgåelige konfrontation ender i en voldelig kamp, der sætter ar på krop og sjæl. Sproget er levende og fænger ved første bogstav. Stilen er barsk, og trænger ind under huden.”

Lektørudtalelsen er meget vigtig, da det er den udtalelse, som bibliotekerne køber efter. Hvis udtalelsen er god, kan man forvente et godt salg til bibliotekerne, er den mindre god, vil salget formentlig også være mindre godt. Derfor har jeg været ret spændt og lidt nervøs for, hvordan udtalelsen ville være, men jeg er rigtig glad for resultatet :-)

De første biblioteker har allerede købt bogen, så næste gang du slår vejen forbi dit lokale bibliotek, så husk at kigge efter den.

tirsdag den 21. september 2010

Vampyrer og interview

Så er Fantasticon 2010 slut, og til alle jer, der gik glip af det, kan jeg sige, at det var rigtig hyggeligt og spændende.

I år havde jeg desværre kun mulighed for at deltage om søndagen, men det var en rigtig fin dag. Jeg kendte en del på festivalen både fra de tidligere år, men også fordi, der var et stort fremmøde af HUF-medlemmer. HUF – Håbefulde Unge Forfattere er en forening for unge med forfatterdrømme. Jeg var en af de fire medstiftere og kender derfor de fleste i foreningen. Det var rigtig dejligt at gense flere af dem, og selvfølgelig også sjovt at hilse på de dedikerede folk fra Fantastik.

HUF afholdt også en workshop på festivalen. Workshoppens fokus var vampyrer, og det var festligt at få opridset de mange kendetegn og myter om vampyrer og diskutere, hvordan de havde udviklet sig. For eksempel hvordan sollys, der tidligere betød død-brand-ødelæggelse for vampyrerne, nu i Twilight i stedet bliver til glitrende diamanthud.

Vi blev stillet tre skriveøvelser
  1. Introducer en vampyr
  2. Beskriv en scene, hvor din hovedperson bliver bidt
  3. Beskriv samme scene som i 2 bare fra vampyrens synsvinkel

Det var nogle sjove øvelser, og jeg fik helt lyst til at skrive en vampyr-roman, men det må nok vente, da der er mange andre ideer, der står i kø.

På festivalen blev jeg også interviewet. Det var en sjovt at prøve, og jeg synes, det gik nogenlunde. Min interviewer havde gjort en stor indsats for at sætte sig ind i mit forfatterskab, og han stillede nogle spændende – men også lidt svære – spørgsmål. Jeg synes, jeg svarede nogenlunde, men som det tit er med svære spørgsmål, så var det først, da jeg kom hjem, at jeg kom i tanke om det helt perfekte svar. Øvelse gør jo som bekendt mester, så forhåbentlig bliver det næste interview lettere.

torsdag den 16. september 2010

Mød mig på Fantasticon 2010



Kan du lide fantasy og science fiction? Så tag til Fantasticon i weekenden!

Fantasticon er en festival for de fantastiske genrer, hvor programmet er fyldt med paneldebatter og interviews med forfattere – blandt andet mig. Jeg skal interviewes omkring Dødsbørn, så det ser jeg frem til. Det bliver mit første ”live” interview. Jeg er tidligere blevet interviewet til aviser og lignende, men det er første gang, det skal foregå foran et publikum.  

Jeg er meget spændt – især på hvilke spørgsmål, der vil blive stillet. Jeg har tit oplevet, at folk der har læst mine bøger, stiller spørgsmål som jeg ikke havde forventet. Det er rigtig interessant for det åbner mine øjne for ting i mine værker eller min skriveproces, som jeg ikke selv tænker over.

Har du noget, du gerne vil spørge om? Så kom forbi på søndag kl. 16.00. Jeg gøre mit bedste for at svare på alle spørgsmål og måske – hvis du er heldig – løfter jeg også lidt på sløret om, hvad der skal ske i Blodtåge – Skeletter i skabet 2.

Udover mig kan du møde en række andre forfattere. En af dem er Camilla Wandahl, der skal fortælle om sin gyserbog Et blodigt spil. Jeg kender Camilla rigtig godt. Vi lærte hinanden at kende i foråret 2005, hvor vi dannede skrivegruppe sammen med fire andre. Skrivegruppen har kørt lige siden, og jeg har fulgt Et blodigt spil tæt. Camilla er en dygtig og alsidig forfatter, og så er hun et naturtalent på en scene, så er du på Fantasticon, så gå ikke glip af hendes oplæg. Det er søndag klokken 11.00.

Du kan se det fulde program for Fantasticon her.

Jeg håber, vi ses!

tirsdag den 14. september 2010

Vind Bitchen imellem os


Vi Unges hjemmeside kører der lige nu en konkurrence, hvor du har mulighed for at vinde min nye ungdomsbog Bitchen imellem os. Så har du ikke allerede bogen, så skynd dig ind og deltag i konkurrencen!

Jeg synes, det er rigtig dejligt med denne konkurrence. Det er jo altid svært at få gjort opmærksom på nye bøger, fordi der udkommer så meget ungdomslitteratur, men forhåbentlig kan konkurrencen være med til at få flere til at opdager bogen.

Jeg krydser fingre!

mandag den 13. september 2010

Hjernerystelse og gennemskrivning

Et godt råd: Få aldrig et strygejern i hovedet!

Et strygejern lige i baghovedet ... Ja, så uheldig var jeg her for halvanden uge siden og har derfor været inaktiv i nogle dage, da jeg hverken måtte se tv eller bruge computeren i længere tid på grund af mistanke om hjernerystelse. Computerforbudet var det værste. Det betød ingen skrivning, men kun et par løse notater på papir.

Det har været nogle lange dage, men nu er jeg oven på igen, og har kastet mig over gennemskrivningen af Blodtåge, 2’eren i serien Skeletter i skabet.
Der har været lidt knas med de første ca. 30 sider, men i går aftes fandt jeg langt om længe en løsning. Mit problem var, at jeg synes, den var lidt lang tid om at komme i gang. (Hvilket i mine øjne er noget skidt, da det kan betyde, at læsere kunne vælge at lægge bogen fra sig, fordi den er kedelig.) Heldigvis har det løst sig ved at jeg har byttet om på nogle begivenheder. Jeg synes selv, resultatet er blevet rigtig fint.

Det var alt for nu. Jeg skal tilbage til gennemskrivningen. Jeg har lovet min redaktør, at han kan få første version af bogen senest den 1. oktober, så jeg har lidt travlt …

onsdag den 1. september 2010

Den første anmeldelse

I dag udkommer min nye ungdomsroman Bitchen imellem os, og jeg vågnede også op til den første anmeldelse. Det er langt fra altid, at der er anmeldelser på udgivelsesdagen, nogle gange skal man vente flere dage eller uger, før der dukker en op. Men denne gang var jeg heldig.

Anmeldelsen kommer fra Boggnasker.dk, og anmelderen skriver blandt andet : ” … denne bog er rigtig rå, den er voldelig, den er sexet og den er sandfærdig”.

Den beskrivelse blev jeg rigtig glad for. Jeg synes, det er en super fed måde at opsummere bogen på, og der endnu er mere ros at hente; Hun slutter anmeldelsen med følgende:

”Jeg ved godt man ikke læser i arbejdstiden, men jeg kunne altså ikke lade være. Bogen er spændende og gribende. Rå, jeg har sagt det før men nu siger jeg det igen, den er bare så rå, rå, rå, rå og man er ikke i tvivl. Lige fra første side af ved man at det er en god og rå bog, og man behøver ikke læse de første 50 sider før spændingen kommer luskende, nej den er der fra starten. Bogen kan helt klart anbefales!"

Som forfatter er det fantastisk at læse sådan en anmeldelse, og jeg kan kun håbe at kommende anmeldelser vil være lige så begejstrede.

Læs den fulde anmeldelse her.

mandag den 30. august 2010

Bitchen imellem os

I dag er der kun to dage til min næste bog Bitchen imellem os udkommer. Det er en ungdomsroman om pigevold og umulig, grænseløs kærlighed. Den handler om to piger, Astrid og Katrine, der begge elsker drengen Alex. Deres uundgåendelige konfrontation ender i et voldeligt sammenstød. I kan læse mere om bogen her, hvor I også kan forudbestille den.

Bogens baggrund er lidt speciel. Det hele startede i efteråret 2007, da Gyldendal udskrev en romankonkurrence, hvor man skulle skrive en kærlighedsroman for unge. På det tidspunkt havde jeg ikke skrevet realisme før, men jeg valgte alligevel at kaste mig ud i det.

Det startede som en simpel kærlighedshistorie, men jeg kunne hurtig fornemme, at der manglede noget. Jeg ville ikke bare skrive en traditionel kærlighedshistorie, jeg ville noget anderledes. I den periode var der en del fokus på pigevold i aviser og tv, og her var det, jeg fik ideen til, hvordan jeg kunne gøre bogen til mere end bare en kærlighedshistorie.


Da jeg skulle nå at sende bogen ind inden konkurrencens deadline, havde jeg ikke meget tid, så jeg skrev den ret hurtigt. Faktisk tog det ikke mere end to måneder. Det var en fed oplevelse at skrive realisme, og jeg indså, at selvom jeg elsker fantasy-genren, så var det helt sikkert ikke den sidste gang, jeg skrev realisme.

Der var over 100, der deltog i konkurrencen, og vinderen blev Vibeke Bækkelund med romanen Mit lorteliv. Det er en super god roman, der helt klart fortjente at vinde. Hvis du ikke har læst den allerede, så skynd dig at få fingre i den. Den er virkelig en oplevelse værd.

Da jeg fik manuskriptet retur fra Gyldendal, sendte jeg det videre til et andet forlag. Her fik jeg en meget positiv konsulentudtalelse, der også kom med nogle gode forbedringsforslag. Forlaget anbefalede mig, at arbejde videre med den og sende ind til dem igen. Det valgte jeg så at gøre, men da jeg et par måneder senere havde gennemskrevet romanen og sendte den til forlaget, havde de ændret udgivelsesprofil og udgav ikke længere ungdomsromaner.

Det var selvfølgelig meget skuffende ... Så gik der et halvt år, og så blev jeg kontaktet af forlaget Facet. Jeg havde sendt dem min fantasy-roman Dødsbørn – Skeletter i skabet 1, som de antog. Den som udkom i april i år. Kort efter Dødsbørn var blevet antaget, læste min redaktør også Bitchen imellem os. Han var meget begejstret for den og den blev også antaget.

Bogen har altså haft en lidt lang vej, før den blev klar. Men nu er den her, og jeg er meget stolt og tilfreds med resultatet. Det håber jeg også, at I bliver!

søndag den 29. august 2010

Velkommen til min blog!


Min første bog Dødsbørn – Skeletter i skabet 1 udkom den 6. april 2010, og min næste bog Bitchen imellem os er lige på trapperne.

På denne blog kan du følge med i mit forfatterliv. Du kan læse både om alle de fede ting ved at være forfatter, som når skriveriet bare flyder, anmeldelserne er rosende og om den helt fantastiske oplevelse, det er, at stå med sin egen bog i hånden. Men du kan også læse om de lidt mere anstrengende oplevelser, som når jeg har skriveblokering, når mine roman-karakterer er genstridige og manuskriptet stadig er halvdårligt trods utallige omskrivninger. Kort sagt vil jeg forsøge at skrive om det hele.