tirsdag den 28. februar 2012

Bogtrailer for Ildfugl på vej

Den dygtige Søren Klok arbejder lige nu på en bogtrailere til Ildfugl - Skeletter i skabet 3. Jeg har lige set den næsten færdig udgave og den ser bare så sej ud! Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne vise jer den.
Der er også lavet bogtrailere til Blodtåge og Dødsbørn, (du kan se dem ude i højre spalte).



Jeg er selv rigtig glad for at se bogtrailere, og skriver også lige nu speciale om bogtrailere og markedsføring på universitet.
Mit speciale er grunden til, at der har været lidt stille her på bloggen de sidste par uger, men nu skal jeg snart aflevere, så der er flere blogindlæg på vej!

torsdag den 9. februar 2012

Smugkig på omslaget til Ildfugl – Skeletter i skabet 3

Så er Ildfugl – Skeletter i skabet 3 sendt til tryk!
Nu er der ikke andet at gøre end at vente. Jeg glæder mig meget til at se den endelige bog. Selvom jeg har studeret hver millimeter af omslaget og scrollet pdf’en igennem mindst hundrede gange, så er det altid noget andet at sidde med bogen mellem hænderne.  Men nu skal den lige en tur forbi  Estland og trykkes først!
I anledning af bogen er blevet sendt til tryk har jeg også fået lov til at afsløre en lille bid af omslaget. Det fulde omslag må jeg endnu ikke vise jer, men det, I ser her, er bagsiden af bogen.
Hvis nogen skulle være i tvivl, så forestiller det en ildfugl, og dem kommer du til at høre meget mere om i bogen!

Det flotte omslag er lavet af Rasmus Jensen, og jeg glæder mig meget til at vise jer forsiden også :-)

onsdag den 1. februar 2012

5 ting du ikke vidste om Bitchen imellem os

Her kommer 5 ting, du sikkert ikke vidste om min ungdomsroman Bitchen imellem os.
  1. At bogen er skrevet om 5 gange, før den fik sin nuværende form. I de første udkast af bogen var det kun Astrid, der var fortæller. Katrines del var slet ikke med. I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg har kunnet tro, at bogen kunne fungere uden Katrines del.
  2. At bogen var mit første forsøg på at skrive en realistisk roman. Indtil da havde jeg kun skrevet bøger i de fantastiske genrer. Nu holder jeg lige så meget af at skrive realisme, som af at skrive fantasy, og der er flere realistiske bøger på vej.
  3. At ideen med at skrive i ”du-form” (en jeg-fortæller, der henvender sig til et ”du”) brugte jeg første gang i min novelle ”Du”, der er udgivet i novellesamlingen Begyndelser fra Forlaget Valeta. Efter at have skrevet novellen, havde jeg lyst til at skrive noget mere og længere i samme fortælleform.
  4. At bogen oprindelig bare skulle have været en almindelig kærlighedshistorie, men at jeg læste en masse om pigevold, og så besluttede mig for, at det emne var jeg nødt til at skrive om.
  5. At bogen oprindelig hed ”Asfalt”. Den titel brød forlaget sig ikke om, så vi brainstormede nye titler i ugevis.
Nu ved du 5 ting, som de andre læsere ikke ved. Jeg håber, du synes, det var interessant :-)