lørdag den 9. juni 2012

Skrivekursus i sommerferien


Brug din sommerferie på at skrive!
 
Denne sommer holder jeg skrivekursus i Torup Bogby sammen med forfatteren Camilla Wandahl. Mange har allerede tilmeldt sig kurset, men der er stadig nogle ledige pladser.  Så find din indre forfatter frem og skriv i de naturskønne omgivelser i Torup Bogby. Billederne her er fra sidste års kursus og giver dig et godt indtryk af de dejlige omgivelser.

I år udbyder vi to skrivekurser, som med fordel kan tages i forlængelse af hinanden.
 
Modul 1 er rettet mod dig, der gerne vil i gang med at skrive.  Efter kurset har du lært:
  • Hvordan du kommer i gang med en historie og smider den indre kritiker væk
  • Hvordan du får inspiration og undgår skriveblokeringer
  • Hvad hurtigskrivning er - og hvad det kan bruges til
  • Hvordan du skriver en god dialog, laver sanserige beskrivelser og komponerer en historie
  • Hvordan du giver og modtager respons

Modul 2 er til dig, der har fulgt modul 1 eller har været på andre skrivekurser og gerne vil lære mere og arbejde med længere tekster.  Efter kurset har du lært:
  • Hvordan du kan strukturere dine egne skønlitterære projekter
  • Hvordan du kan arbejde med komposition og/eller kapitler 
  •  Hvad en synopsis, kapiteloversigt og arbejdspapir er, og hvordan det kan hjælpe dig i dit forløb
  • Hvordan du finder et egnet forlag til dine evt. udgivelser og tager kontakt med det
  • Hvordan du kan gå i dybden mht. at give og modtage respons – også på længere tekster
Kurset fokuserer på dit og de andre deltageres skønlitterære projekter, så du skal derfor medbringe ideen til fx en roman, novelle eller andre slags tekster, som du gerne vil arbejde med under forløbet.
Det er ikke et krav, men en fordel, hvis du også har deltaget i skrivekursus, modul 1.

Praktisk info:
Modul 1 afholdes 4-6. juli 2012 og modul 2 d. 7-8. juli 2012.
Adresse: Kurserne afholdes på Røjlegården, Torupvejen 98, 3390 Hundested. 
Hvis du ikke lige bor i nærheden er der mulighed for at leje en skurvogn eller et værelse på Røjlegården, læs mere her.
Pris: 610,00 kr. for modul 1 og 425,00 kr. for modul 2.
Læs mere og tilmeld dig modul 1 og modul 2 her.

onsdag den 6. juni 2012

Fantastisk flot anmeldelse af Ildfugl - Skeletter i skabet 3

Ildfugl - Skeletter i skabet 3 har allerede fået så fantastisk mange flotte anmeldelser, at jeg har svært ved at tro på det, og nu er der kommet endnu en, som om muligt er endnu bedre end de andre.

Anmeldelsen er fra Palles Gavebod, og der står blandt andet:


"Alt i alt en fantastisk fortsættelse af serien, som bare bliver bedre for hvert bind.
Nicole kan sit håndværk og kender grebene indenfor fantasygenren, men formår samtidig at tilføre sin serie originalitet, så den ikke ligner noget andet. Skeletter i skabet serien er kort sagt dansk fantasy, når det er allerbedst.
Og så formår serien at fange bredt, selvom bøgerne er tykke er de lette at læse, og serien kan både læses af drenge og piger."
Den fulde anmeldelse kan læses her, hvor man også kan læse en fin kommentar fra en bruger, der mener at serien har verdensklasse.

Jeg takker for anmeldelsen og de flotte ord!


fredag den 1. juni 2012

Ny science fiction-novelle på vej!


For nyligt fik jeg at vide at min novelle ”Koden under huden” var blevet udvalgt til at komme med i novellesamlingen ”Fremmed Stjerne”. Samlingen bliver 6. bind i serien ”Lige under overfladen”, der en årlig dansk science fiction-antologi.

Det er anden gang, at jeg har en novelle med i ”Lige under overfladen”-antologien. For et par år tilbage blev min novelle ”Bjørnedyr” trykt i ”Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3”. Og jeg er rigtig glad for endnu en gang at få en novelle med i antologien.

Antologien er blevet til på baggrund af en indkaldelse af science fiction-noveller. Der blev indsendt 53 historier, hvoraf 27 af dem er udvalgt til samlingen.

Min novelle handler om gentest og følger tre almindelige mennesker, der på forskellig vis kommer i kontakt med gentests og ser fordelene og ulemperne ved disse.

Du kan læse om Inga Katrine, der er på jagt efter en kæreste, der kan matche hendes næsten-perfekte gener, om Karl, der til en jobsamtale bliver bedt om at udlevere sin gentest, så den kan indgå i vurderingen og om Liselotte, der lige har født sin lille søn, og nu skal vælge, om hun ønsker ham gentestet, så hun allerede fra hans første dage kan tilpasse hans kost efter evt. sygdomme, han er disponeret for.

Den foreløbige udgivelsesdato for ”Fremmed Stjerne” er  15. august 2012 og jeg glæder mig meget til at se bogen.