mandag den 23. januar 2012

6 tips til at skrive til at skrive en roman

I denne og næste uge gæsteblogger jeg hos Skrivekrampe.dk  
Her kan du læse mine 6 tips til hvordan man skriver en roman. Indlægget bliver delt over to mandage, så i dag, får du de tre første tips, der handler om at få styr på ideen, historien og hovedpersonen.

Næste uge kommer de næste tre tips, der handler om, hvordan du planlægger, skriver og redigerer din roman.
Hvis du vil vide mere om, hvordan man skriver en roman, holder jeg desuden et kursus om netop det hos AOF her i foråret. Det løber over tre søndage, hvor vi arbejder med din roman. Du er velkommen uanset om du kun lige er gået i gang med romanen eller om du har knoklet med den i årevis.
Læs mere om kurset her.

onsdag den 18. januar 2012

Ny sæson af forfatterspirernes skriveklub

Elsker du at skrive? Er du mellem 11 og 18 år, så er forfatterspirernes skriveklub måske noget for dig? For kun 250 kr. kan du få skriveundervisning hver tirsdag fra 16.00-18.00 af mig og min forfatterkollega Bjarke Schjødt Larsen.
Vi laver skriveøvelser, giver respons på tekster og snakker om de ting, vi skriver på.  Du er meget velkommen uanset om du kun lige er begyndt at skrive eller har skrevet i årevis. Klubben har været i gang et år nu, og får hele tiden nye medlemmer. Kom at vær en del af byens hyggeligste skriveklub!
Medlemskabet koster 250 kr. og dækker forårssæsonen som kører fra 7. februar til 22. maj 2012. Møderne holdes på skift på fire københavnske biblioteker.
Du bestemmer selv, om du vil komme til alle klubbens møder, eller kun følge de møder, der foregår på dit lokale bibliotek. Nedenfor ses en oversigt over, hvornår klubben holdes hvor:

Bibliotekshuset
Rhodosvej 4
Den 1. tirsdag i måneden

Kulturstationen Vanløse
Jernbane Allé 38
Den 2. tirsdag i måneden

Brønshøj Bibliotek
Frederikssundsvej 175
Den 3. tirsdag i måneden

Hovedbiblioteket
Krystalgade 15
Den 4. tirsdag i måneden

Køb billet
Du kan købe billet til Forfatterspirernes skriveklub her: http://kubik.kk.dk/vkhus/arrangementer/forfatterspirernes-skriveklub-2

Billetten kan også købes på Vanløse Bibliotek.  Vær opmærksom på, at hvis du køber billetten på nettet, så står der 22. maj 2012 på den. Det skyldes noget teknisk, men billetten gælder altså HELE forårssæsonen.

Jeg håber vi ses!

fredag den 13. januar 2012

Skrivekursus i idylliske Torup Bogby

Nu nærmer foråret sig og jeg ser frem til at skulle undervise på mange forskellige kurser det næste halve år, se mere under aktuelle kurser.
Et af de kurser, jeg glæder mig rigtig meget til, er sommerskrivekurserne i Torup Bogby, hvor jeg underviser sammen med Camilla Wandahl.  Billederne på dette indlæg er fra sidste års sommerkursus, og som I kan se er der masser af natur og idyl i Torup Bogby.
På kurserne udnytter vi sommervejret og de dejlige omgivelser i Torup Bogby i undervisningen. Hvilket betyder, at vi ofte sender deltagerne ud i solskinnet for at skrive. Du kommer til at skrive en masse, få respons.
Læs mere om de to sommerskrivekurser herunder.

Sommerskrivekursus modul 1
Modul 1 er rettet mod dig, der gerne vil i gang med at skrive.   Efter kurset har du lært:
  • Hvordan du kommer i gang med en historie og smider den indre kritiker væk
  • Hvordan du får inspiration og undgår skriveblokeringer
  • Hvad hurtigskrivning er - og hvad det kan bruges til
  • Hvordan du skriver en god dialog, laver sanserige beskrivelser og komponerer en historie
  • Hvordan du giver og modtager respons
Sommerskrivekursus modul 2
Modul 2 er til dig, der har fulgt modul 1 eller har været på andre skrivekurser og gerne vil lære mere og arbejde med længere tekster.
Efter kurset har du lært:
  • Hvordan du kan strukturere dine egne skønlitterære projekter
  • Hvordan du kan arbejde med komposition og/eller kapitler 
  •  Hvad en synopsis, kapiteloversigt og arbejdspapir er, og hvordan det kan hjælpe dig i dit forløb
  • Hvordan du finder et egnet forlag til dine evt. udgivelser og tager kontakt med det
  • Hvordan du kan gå i dybden mht. at give og modtage respons – også på længere tekster
Kurset fokuserer på dit og de andre deltageres skønlitterære projekter, så du skal derfor medbringe ideen til fx en roman, novelle eller andre slags tekster, som du gerne vil arbejde med under forløbet.
Det er ikke et krav, men en fordel, hvis du også har deltaget i skrivekursus, modul 1.

Praktisk info:
Modul 1 afholdes 4-6. juli 2012 og modul 2 d. 7-8. juli 2012.
Modul 1 koster 610,00 kr. og modul 2 koster 425 kr. Tilmeld dig kurserne her.
Kurserne afholdes på Røjlegården, Torupvejen 98, 3390 Hundested.  Hvis du ikke lige bor i nærheden er der mulighed for at leje en skurvogn eller et værelse på Røjlegården, læs mere her.

torsdag den 12. januar 2012

Forfatterstatus for 2011 og ønsker for 2012

Nu hvor vi er kommet godt ind i det nye år, så har jeg tænkt en del over, hvilke ønsker og forhåbninger jeg har for 2012. Jeg har også gjort status for det forgangne år.

Status for 2011
2011 var et rigtig godt forfatterår for mig. Hvis 2012 bliver bare halvt så godt, vil jeg være meget taknemmelig.

Udgivelser
Jeg sendte hele fire bøger på gaden i 2011. Først Blodtåge – Skeletter i skabet 2, som var den længe ventede fortsættelse til Dødsbørn. Derefter min nye serie Medaljonen, der er fyldt med magi men sat i en realistisk hverdag.  Alle bøgerne fik meget fine anmeldelser, så det var helt fantastisk.

Derudover blev både Dødsbørn og Bitchen imellem os genoptrykt i 2011, da 1. oplag var helt udsolagt.

Jeg fik også udgivet en række noveller. ”Mærket” i gysersamlingen ”Velkommen til dybet” fra Forlaget Tellerup, ”Jagten på hvalrossen” i fantasysamlingen ”Ad mørke stier” fra Rollespilsforlaget, ”Sofia” i novellesamlingen ”På kanten” fra HUF’s forlag og kortteksterne ”Vejene” og ”Drømmeskygger” fra antologien ”Skrædder i helvede” fra Dansklærerforeningens forlag.

Undervisning
I 2011 har jeg også haft mange gode oplevelser som underviser. I april underviste jeg på en plug’n’read-workshop i Aalborg sammen med Camilla Wandahl og Bent Holm, I juli underviste jeg i Torup Bogby sammen med Camilla Wandahl, i august underviste jeg på Forfatterspirernes skriveværksted sammen med Bjarke Schjødt Larsen. Kurset affødte også Forfatterspirernes skriveklub, hvor jeg sammen med Bjarke har undervist hver tirsdag i hele efteråret.

Udover undervisning har jeg også holdt foredrag på flere biblioteker, blandt andet i Værløse og Gladsaxe. Derudover var jeg i november på en forfatterturné i Norge, hvor jeg besøgte 17 klasser for at fortælle om mine bøger. Det var en fantastisk oplevelse og bestemt en af 2011 store højdepunkter.

Ønsker og forhåbninger for 2012
Det bliver svært at leve op til 2011, men mine mål og forhåbninger er i hvert fald:
  • At Ildfugl – Skeletter i skabet 3 udkommer. Foreløbig regner vi med en udgivelse omkring 1. april
  • At blive færdig med fjerde og sidste bind i Skeletter i skabet. Min kalenderlysudfordring fra december, har allerede sikret at de første 40 sider er skrevet, men der stadig lang vej.
  • At blive færdiguddannet cand.mag i dansk. Netop nu er jeg ved at skrive speciale om bogtrailere.
  • At sende første bind af en ny serie på gaden. Titlen på serien er endnu ikke fastlagt, men det bliver en serie til piger, der kombinerer venskab og mystik.
  • At holde en masse fede workshops og kurser for forfatterspirer i alle aldre! Dette er allerede godt på vej, som du kan se under aktuelle kurser.

søndag den 1. januar 2012

Smuglæs i Ildfugl - Skeletter i skabet 3

Her kommer min nytårsgave til alle jer, der venter på Ildfugl – Skeletter i skabet 3.  I kan smuglæse lidt i bogen før tid. I dette tekstuddrag kan I læse, hvordan Davie møder sin nye læremester for første gang.

Jeg håber, I synes om det :-). Ildfugl udkommer i starten af april.

God fornøjelse og GODT NYTÅR.
Nicole 

***

Det første, jeg så, var fuglen på hendes skulder. De røde fjer, der var fyldt med ild og klæbede tæt til den lille, tynde krop. Fuglen drejede hovedet og så på mig med sine helt sorte øjne.
En ildfugl. Jeg havde aldrig før set en. Kun hørt om dem.
   Det måtte betyde at min nye læremester var flammetæmmer, for det var kun dem, der havde ildfugle.  Ildfugle blev skabt af flammer. Flammetæmmeren og flammens sjæl smeltede sammen og dannede ildfuglen. Ildfuglene var kendt for deres skønhed, men også for deres evner til at fungere som levende våben, der kastede ild over flammetæmmerens fjender.
Kvinden stod stadig med ryggen til. Hun bar en sort kappe, og en lang fletning strakte sig ned over hendes ryg. Håret var lige så rødt som ildfuglens fjer, selvom der var begyndt at komme grå stænk i det.
”Undskyld, jeg ikke ventede på dig i stuen, men Goya …” hun lavede et nik mod fuglen på sin skulder ”… foretrækker at være udendørs.” Hendes stemme var ru og blød på en gang.
”Det er helt i orden. Jeg er …”
”Davie Valden, det ved jeg,” sagde hun og vendte sig. Hendes øjne mindede mig om Majanas. Lige så blå og dybe.
”Ja,” sagde jeg.
”Jeg er Nila Misalin, og det lader til, at jeg skal være din nye læremester.” Hendes håndtryk var hårdt og fast, mens hendes øjne borede sig ind i mine.
”Det lyder godt,” sagde jeg, mens jeg studsede over hendes ordvalg. Lader til … Det var måske ikke helt frivilligt, at hun havde sagt ja?
”Har det så altid været din store drøm at blive flammetæmmer?” spurgte hun med et lidt anstrengt smil.
”Øh, nej …” fløj det ud af mig, og jeg skyndte mig at tilføje: ”Jeg mener, jeg er sikker på, at det bliver rigtig spændende, men …”
”Så du har ikke bedt om at blive flammetæmmer?” afbrød hun og smilet falmede.
”Nej?” sagde jeg.
”Det er overraskende.” Hun lod fingrene løbe ned langs fletningen. ”Adamo bad mig personligt om at tage dig ind som lærling. Jeg troede, det var fordi, du gerne ville være flammetæmmer?”
”Det … det vil jeg da også gerne. Jeg mener, det lyder rigtig spændende.” Jeg snublede lidt over ordene. Det her var bestemt en dårlig start. Eller det havde det vel hele tiden været, fordi Adamo var indblandet, men det her gjorde det ikke lettere.
”Spændende, ja det er det vel.” Hun strøg ildfuglen hen over de glødende fjer. ”Men også meget farligt,” tilføjede hun. ”Flammetæmmer er det arbejde, hvor der er næstflest ulykker hvert år. Det bliver kun overgået af øgletæmmere.”
Jeg sank. Havde pludselig en meget god fornemmelse af, hvorfor Adamo havde valgt netop denne læreplads til mig.
”Vil De ikke have en kop te?” Mor kom ud i haven.
”Mange tak, fru Valden, men jeg må videre,” sagde Nila hurtigt.
Hun vendte sig mod mig igen.
”Det er valgfrit, om man vil tage en læreplads, Davie. Det siger jeg altid til mine lærlinge. Der er ingen tvang. Du skal vide, hvad du går ind til. Det er hårdt arbejde, og det er farligt, så tænk dig godt om. Vælger du at tage denne læreplads, så kom hen til mig i morgen aften. Dine forældre har adressen.”
”Okay,” sagde jeg, mens mit hoved summede af tanker. Jeg havde aldrig før oplevet, at en læremester sagde, at jeg skulle overveje ikke at tage en læreplads.
   Nila forlod haven og efterlod mig med tusind spørgsmål og kun en enkelt dag til at beslutte mig i.

***

Obs. Dette er en forsmag på bogen, der kan komme ændringer i forhold til den trykte bog.