lørdag den 31. marts 2012

Super flot anmeldelse af Ildfugl – Skeletter i skabet 3

I går i Weekendavisen blev der bragt en superflot anmeldelse af  Ildfugl – Skeletter i skabet 3.  

Anmelderen er Emil Blichfeldt, der også tidligere har anmeldt bind 1 og 2 meget rosende. Der skrev han blandt andet, at han var "Totalt fan!"

Ildfugl er han også meget begejstret for. Han skriver blandt andet, at bogen holder 100 % og læger stærkt op til næste bind.

Derudover roser han serien for at være helt sin egen:

”Skeletter i skabet er en serie, der står på skuldrene af, hvad man ellers har læst. Nicole Boyle Rødtnes låner fra mange andre bøger, men alligevel lykkedes det hende at skabe en stemning og levere en fantasyverden, der er helt sin egen. Der er mange detaljer i de tre bind, og det gælder om at følge godt med, hvis man skal have det fulde udbytte.  Samtidig er det er enormt fedt, at plottet ikke skæres ud i pap. For hver bog man læser, kommer man dybere ind i en ret uhyggelig verden, hvor korrupte politikere, dødsbørn og flammevæsner vil Davie til livs.”

Læs den fulde anmeldelse her.

Så kunne man vist ikke bede om en bedre start på weekenden :-). Jeg siger mange tak for de rosende ord!

onsdag den 28. marts 2012

I dag udkommer Ildfugl – Skeletter i skabet 3


Omslag af Rasmus Jensen.


Så er ventetiden forbi!
Jeg har allerede fået de første tilbagemeldinger fra venner, der har fået lov til at smuglæse bogen. Nu håber jeg bare, at resten af verden tager lige så godt imod den, som de har gjort.
Og så lige en advarsel. Dette er ikke sidste bog i serien. Der kommer fire i alt, så endnu en gang afslutter jeg bogen med et fortsættes …
Se den flotte bogtrailer for bogen her.

fredag den 9. marts 2012

Se bogtraileren til Ildfugl - Skeletter i skabet 3

Omslag af Rasmus Jensen.
Så er bogtraileren til Ildfugl - Skeletter i skabet 3 klar. Det er den dygtige Søren Klok, der også stod bag bogtraierne til Blodtåge og Dødsbørn, der også har lavet denne.

Du kan se bogtraileren her eller klikke på den ude i højre spalte, hvor den kan ses sammen med de andre bogtrailere.

Hvis du efter at have set bogtraileren bare ikke kan vente med at få bogen, så kan du forudbestille den her.

mandag den 5. marts 2012

Nu kan Ildfugl – Skeletter i skabet 3 forudbestilles!

Ildfugl – Skeletter i skabet 3 udkommer d. 28. marts og kan allerede nu forudbestilles her.  Samtidig har jeg  nu fået tilladelse til at vise det fulde omslag til bogen. Jeg synes, det er blevet super flot. Omslaget er lavet af Rasmus Jensen.
Ildfugl er den længeste bog, jeg har skrevet indtil nu. Bogen er på hele 424 sider, og Davie får nok at slås med i denne bog.  Ildfugl er den næstsidste bog  i serien. Læs mere på seriens egen hjemmeside.