søndag den 23. januar 2011

Vind Skeletter i skabet 1 & 2

I anledning af at Blodtåge – Skeletter i skabet 2 udkommer den 10. februar har du nu mulighed for at vinde både den og Dødsbørn – Skeletter i skabet 1. Du har hele to muligheder for at vinde bøgerne.
Mulighed 1:
Den første konkurrence er på boggnasker.dk. Her kan du kan vinde bøgerne, hvis du er kreativ. Det eneste du skal gøre, er at skrive en kort tekst, hvor du beskriver et slægtsskelet. Hvordan ser det ud og hvilke hemmeligheder har det at fortælle? Du kan fx forestille dig, at det var dit eget slægtsskelet,  du skal møde for første gang.
Forlaget har været i gavehumør, så der er ikke én men tre vindere. Den bedste tekst vinder begge bøger, den næstbedste vinder Blodtåge og den tredjebedste vinder Dødsbørn.
Det er mig, der er dommeren, så jeg glæder mig meget til at læse din beskrivelse. Alt er tilladt, så længe det er en tekst, hvor du beskriver et møde med et slægtsskelet. Hvis du er i tvivl om noget, så stil gerne spørgsmål her på bloggen :-)
Mulighed 2:
Den anden konkurrence er på fortællingen.dk Her kan du deltage ved at svare på et let spørgsmål. Når du alligevel er derinde, så kig omkring i de mange anmeldelser og find inspiration til en god forårsbog. Fortællingen.dk er en fantastisk side fyldt med gode anmeldelser af interessante bøger.
Omslagene til Dødsbørn og Blodtåge er lavet af Rasmus Jensen.

Det var alt for nu. Held og lykke i konkurrencerne.

søndag den 16. januar 2011

Dødsbørn er ugens boganbefaling

Dødsbørn er ugens boganbefaling på Horsens bibliotek. Hør bibliotekets podkast om bogen her.
Anmelderen siger blandt andet:
”Det er en rigtig underholdende, sjov fantasyroman, som måske mest er rettet mod unge, men altså jeg læste den med stor fornøjelse, og jeg er da oppe i 30’erne for ikke at sige 40’erne, så hvis du kan lide fantasy, så læs Dødsbørn af Nicole Boyle Rødtnes. ”
Jeg siger tak for den fine anbefaling.

onsdag den 12. januar 2011

Digtværksted i vinterferien

I vinterferien holder jeg digtværksted sammen med forfatteren Camilla Wandahl på Brønshøj bibliotek.

Så har du lyst til at bruge nogle timer på at arbejde med digte, så kom forbi! Du behøver ikke at have skrevet digte før, bare du har lyst til at prøve.

Vi skriver forskellige typer af digte: Lange, korte, dem der rimer, dem der ikke gør. Det handler ikke om regler, men om at lege med sproget og afprøve alle digtets muligheder. Alle drenge og piger er velkomne, og husk at tage jeres mobil med, for vi skal også lave sms-digte.

Tidspunkt:  Onsdag den 16. februar kl. 10:00-12:00
Sted: Brønshøj Bibliotek

Digtværkstedet er gratis, men tilmelding er nødvendig. Du kan tilmelde dig på tlf.: 38 28 07 97 fra den 24. januar.

Digtværkstedet er en del af Københavns Kommunes Børnefestival i uge 7. Du kan læse mere om digtværkstedet her.

onsdag den 5. januar 2011

Bitchen imellem os i Go’ morgen Danmark

I dag kunne man i Go’ morgen Danmark se Bitchen imellem os  i et indslag om, hvordan man får børn og unge til at læse mere.
Der var fire børn i studiet, der hver fik tildelt en bog. Bibliotekaren, Lotte Lykke Simonsen, havde udvalgt titlerne særligt til børnene i forhold til deres interesser. Hun havde desuden medbragt en række andre gode bøger for børn og unge, og én af dem var Bitchen imellem os.
I løbet af udseendelsen fulgte man så børnene, mens de læste, og i sidste del af udseendelsen havde pigen Nadia skiftet den bog, hun havde fået tildelt, ud med Bitchen imellem os.
Allerede i starten af udseendelsen begyndte jeg at smile stort, da jeg så min bog ligge fremme på bordet. Glæden blev kun større, da Nadia vælger at læse den. Hun roser bogen og siger, den er rigtig god.
Hvis du gik glip af indslaget, kan du se det gratis over Tv2 sputnik:
Udseendelsen er inddelt i 5 dele (linket sender dig automatisk ind til del 1). I del 1 får børnene udleveret bøgerne, og i del 4 kan du høre Nadias pæne ord om Bitchen imellem os.
Til dem, der ikke har tid til at kigge hele udseendelsen igennem, kan I spole hen til 00:08:20 i del 1 og 00:08:54 i del 4.
Sikke en dejlig start på dagen :-)