mandag den 30. juli 2012

Ny serie på vej!


21. august udkommer min nye bog Chatsøstre, der er første bind i en ny serie

Bogen handler om 13-årige Mathilde, som er klassens outsider. Hun glæder sig til at hendes chatveninde Frederikke flytter til byen, og tror at Frederikke er løsningen på alle hendes problemer, men ærkefjenden Pil blander sig, og intet bliver som Malthilde havde håbet på.

Chatsøstre er første bind i serien Wicca-veninder, der kombinerer hverdagsrealisme og venindekonflikter med et strejf af mystik, da pigerne sammen dyrker naturreligionen Wicca.

Chatsøstre kan allerede nu forudbestilles her.

Den flotte omslag er lavet af Peter Nielsen.


mandag den 9. juli 2012

Skriveferie i Spanien + update Skeletter i skabet 4

Hej kære bloglæsere!
Det er lidt tid siden, I har hørt fra mig, men bare rolig, intet nyt er godt nyt.

Jeg har været på en fantastisk skriveferie i den spanske by Competa sammen med to dygtige forfattere Felicia Lensborn, der snart er aktuel med en letlæsningsbog på Gyldendal, og Kit A. Rasmusssen, der er forfatteren bag spændingsserien ”William & Athena”.

Vi var alle tre taget derned med formålet at skrive, og det kan jeg roligt sige at vi fik gjort. Under parasollen på en fantastisk tagterasse med udsigt over byen skrev vi hele ugen. Der var selvfølgelig også tid til bog- og forlagssnak og nyde den fantastiske by. I kan se på billederne, hvor charmerende der var.

Men det var først og fremmest en skriveferie, og vi vi havde tre faste skrivemoduler, mens vi var der. Et efter morgenmaden, et efter frokosten og et efter aftensmaden. Det var fantastisk at kunne fordybe sig så meget i skrivningen, og det gav et utroligt flow at skrive så meget hver dag.
For mig var det Gravslægt – Skeletter i skabet 4, der var i fokus på turen. Jeg tog derned med et håb om at få 1. udkast færdigt, og det lykkedes.

Lige nu har jeg lagt manuskriptet væk for at få lidt afstand, inden jeg skal til at gennemskrive bogen. Det var dejligt at få 1. udkast færdigt, men også en meget underlig fornemmelse. Davie har fulgt mig i så mange år, så det var helt underligt at nå til sidste side og vide, at det er den sidste bog, jeg skriver om ham. Samtidig var det også dejligt at nå dertil, fordi det var kulminationen på mange års arbejde, og jeg synes, at jeg fik sluttet serien på den måde, som jeg gerne ville.

Skriveferien i Competa fyldte mig med energi og mindede mig også om de 100 andre ideer, jeg gerne vil skrive, så selvom det er trist at der ikke skal komme flere Skeletter i skabet-bøger, så vil jeg glæde mig til at alle de andre projekter, der har ventet så længe på at få tid til skrive.