Jeg har været på en fantastisk skriveferie i den spanske by
Competa sammen med to dygtige forfattere Felicia Lensborn, der snart er aktuel
med en letlæsningsbog på Gyldendal, og Kit A. Rasmusssen, der er forfatteren
bag spændingsserien ”William & Athena”.
Vi var alle tre taget derned med formålet at skrive, og det
kan jeg roligt sige at vi fik gjort. Under parasollen på en fantastisk tagterasse
med udsigt over byen skrev vi hele ugen. Der var selvfølgelig også tid til bog-
og forlagssnak og nyde den fantastiske by. I kan se på billederne, hvor
charmerende der var.
Men det var først og fremmest en skriveferie, og vi vi havde tre faste skrivemoduler, mens vi var der. Et efter morgenmaden, et efter frokosten og et efter aftensmaden. Det var fantastisk at kunne fordybe sig så meget i skrivningen, og det gav et utroligt flow at skrive så meget hver dag.
For mig var det Gravslægt
– Skeletter i skabet 4, der var i fokus på turen. Jeg tog derned med et håb om
at få 1. udkast færdigt, og det lykkedes.
Lige nu har jeg lagt manuskriptet væk for at få lidt
afstand, inden jeg skal til at gennemskrive bogen. Det var dejligt at få 1.
udkast færdigt, men også en meget underlig fornemmelse. Davie har fulgt mig i
så mange år, så det var helt underligt at nå til sidste side og vide, at det er
den sidste bog, jeg skriver om ham. Samtidig var det også dejligt at nå dertil,
fordi det var kulminationen på mange års arbejde, og jeg synes, at jeg fik
sluttet serien på den måde, som jeg gerne ville.
Skriveferien i Competa fyldte mig med energi og mindede mig
også om de 100 andre ideer, jeg gerne vil skrive, så selvom det er trist at der
ikke skal komme flere Skeletter i skabet-bøger, så vil jeg glæde mig til at
alle de andre projekter, der har ventet så længe på at få tid til skrive.