søndag den 23. oktober 2011

Realistiske ungdomsnoveller


Så er novellesamlingen ”På Kanten” udkommet, og jeg har en novelle med i den.
Samlingen indeholder 14 noveller, der alle er skrevet af unge og for unge. Novellerne er udvalgt på baggrund af en konkurrence, hvor medlemmer af foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere skulle skrive noveller ud fra temaet ”På Kanten”.
Min novelle ”Sofia” handler om et ungt par, der skal være forældre. Den fortæller om angsten for at blive forældre og er et eksempel på en upålidelig fortæller.
Jeg var rigtig glad for at få min novelle udvalgt til samlingen, og jeg ser frem til at læse de andre bidrag. Forordet af Nina Christensen lover godt, og så kender jeg en stor del af forfatterne i forvejen.
De 13 forfattere, der er med i samlingen ud over mig er Bjarke Schjødt Larsen, Bettina Stuhr Lindskow, Camilla Fønss Bach Friis, Camilla Lindberg, Camilla Wandahl, Caroline Ørsum, Katja Lotsberg Nilsen, Katrine Vigilius, Line Lybecker, Sandra Schwartz og Sofie Boysen.
Du kan læse mere om samlingen og købe den her.

tirsdag den 11. oktober 2011

Skriveworkshop på Kulturnatten 2011

Kulturnatten! En af de bedste dage om året til at opleve Københavns mange seværdigheder! I år skal jeg dog ikke kun på opdagelse, men også undervise i en skriveworkshop.
Foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere, der er en forening for unge med forfatterdrømme, sætter fokus på skrivning hele Kulturnatten. Programmet består af skriveworkshops og oplæsninger. Jeg holder sammen med Bjarke Schjødt Larsen skriveworkshop fra 18.00-18.30.
En halv time er selvfølgelig ikke meget tid, men vi lover, at det bliver både sjovt og spændende. Medbring blok og papir samt mod til at kaste dig ud i skriveøvelser! Temaet er gys og monstre!
Kan du ikke nå vores skriveworkshop, så fortvivl ikke! HUF holder skriveworkshops hver hele time frem til kl. 21.00. Der er mange forskellige emner.  Og har du ikke lyst til at skrive, så kom og lyt til en af de mange oplæsninger af HUF’s medlemmers udgivelser.

Jeg læser også højt fra min fantasy-novelle "Jagten på hvalrossen" fra samlingen Ad mørke stier.
Hele aftenen løber der desuden en sms-konkurrence, som du kan deltage i, uanset hvor du befinder dig.  Skriv et digt om unge og håb på din mobil og send det til HUF i en sms på: 29 89 77 45 (det koster kun almindlig sms-takst).
kl. 22.00 trækkes der lod blandt dem, der har deltaget, om et eksemplar af HUF's nyeste novellesamling. HUF sender bogen hjem til vinderen, som får direkte besked.

 

Praktisk info:
Hvornår: 14. oktober 2011 fra 18.00-22.00. Min og Bjarkes skriveworkshop er dog fra 18.00-18.30.
Hvor: Gammel Køge Landevej 117, 2500 Valby i Rollespilsforeningen Tempos Vivos lokaler.
Læs mere om HUF’s program på kulturnatten her.

mandag den 3. oktober 2011

Forfatterskole på Albertslund Bibliotek!

Vil du gerne være forfatter, eller kan du bare godt lide at skrive? Og er du mellem 12 og 16 år? Så kom på gratis forfatterskole i efterårsferien!
I samarbejde med forfatteren Camilla Wandahl, der blandt andet står bag serien ”Veninder for altid”, holder jeg forfatterskole på Albertslund Bibliotek i efterårsferien.
Du er meget velkommen uanset om du kan lide gys, fantasy eller kærlighedshistorier. Vi kommer rundt omkring de forskellige genrer og  ser også på, hvordan man kan lave fede plots, gode beskrivelser og seje personer.
Praktisk info:
Hvornår: Mandag den 17. til fredag den 21. oktober fra kl. 10-15. Derudover holder vi en afslutning med oplæsning lørdag den 22. oktober, klokken 11-13.

Hvor: Albertslund Bibliotek, Bibliotekstorvet 2, 2620 Albertslund
Tilmelding: Tilmelding i Børneafdelingen på Albertslund Bibliotek, telefon 43 68 70 50. Det er gratis at deltage!

OBS: Kurset er primært for børn fra Albertslund Kommune, men hvis du meget gerne vil med og ikke bor i Albertslund, kan du jo ringe og spørge, om du må komme på venteliste, hvis der er en ledig plads!