mandag den 20. juli 2015

Elverskud 1 udkommer på tysk!

Se også den smukke forside,
de har lavet til bogen :-)
Det føles stadig lidt uvirkeligt, men i dag udkommer Elverskud 1 på tysk!  Bogen hedder "Schicksalstanz" og serien "Die Töchter der Elfe." (Det er svært at oversætte Elverskud). Det er Beltz/Guliver, der udgiver den.

Det har været længe undervejs. Jeg kan stadig huske, da de første meldinger kom for næsten to år siden om at Elverskud havde været med på bogmesse og at et tysk forlag havde syntes den lød spændende. Så langt så godt, men jeg har selv arbejdet på forlag, så jeg ved jo godt at de får mange flere bøger med hjem fra sådan en messe end de gider at udgive.

Lidt mere lovende så det ud, da jeg fik at vide, at de faktisk havde læst bogen nu, godt kunne lide den, men også lige ville læse bind 2, inden de besluttede sig. Så kom der mere ventetid, hvor jeg bed negle og håbede, at de nu også ville kunne lide bind 2.

Efter hvad der føles som en evighed, havde de så også læst bind 2, men de ville lige læse bind 3 også. Og så skulle de lige regne på det. Og ja, suk, mere ventetid.

Men sidste år, mens jeg var i sommerhus med min familie kom meldingen så endelig: De ville gerne udgive den. Jeg kan huske, at jeg blev så glad/lettet/overvældet, at jeg begyndte at tude.

Og nu et år senere, sidder jeg igen i sommerhus med min familie. Og nu sker det virkelig. Mit lille bogbarn udkommer på tysk.

Det hele føles stadig lidt uvirkeligt, for jeg har ikke mit eget eksemplar endnu. Vi har kun fået 1 stk foreløbig, og det passer mit danske forlaf Alvilda på for mig. De tilbød mig at jeg kunne låne det en uges tid, men jeg takkede nej, da jeg vidste jeg ikke ville kunne aflevere det tilbage igen. Heldigvis er der flere eksemplarer på vej fra Tyskland, så det er bare at vente ... Men jeg er allerede nu ved at lokke familien til en lille Tysklandstur. Når alt kommer til alt, er der jo ikke så langt fra Falster til Tyskland ;-)


3 kommentarer:

  1. Det må være helt fantastisk at opleve at få en af sine bøger oversat til tysk :)
    Og forsiden er virkelig smuk!

    Stort tillykke med den tyske udgivelse og må der komme mange flere ;)

    SvarSlet
  2. Du siger bare til, så tager vi en tur til Tyskland ;)

    Tillykke igen. Jeg glæder mig også til at se den!

    SvarSlet