William og Athena kunne ikke være mere forskellige. William er vildt interesseret i arkæologi og rejser. Athena er vokset op med netop det, og vil helst bare være hjemme og være almindelig. Men med en far, der er retsantropolog og en mor, der er forsvundet under en udgravning i Egypten, er det så som så med det "almindelige".
I første bind, finder arkæologerne to lig i stedet for et i en kejsergrav, og Athenas far, Bendt, må hjælpe med at finde ud af, hvad der er sket. I graven finder de en hemmelig dør, der gemmer på faretruende fælder og forhindringer ...
I andet bind findes en arkæologistuderende død under mystiske omstændigheder og Athenas far, tilkaldes for at slå fast, at der ikke kan være tale om en forbandelse.
William er dog ikke helt sikker på det med forbandelser - ikke alene er hans kuffert forsvundet, der er også noget med en mand med en økse ...
Da Athena finder en lem i graven, som skjuler indgangen til en ny grav, glemmer de dog alt om forbandelser. Snart går jagten igennem Egypten for at finde noget gemt og glemt fra det gamle, nedbrændte bibliotek i Alexandria.
Kit A. Rasmussen er forfatteren bag bøgerne. Hun er en af mine gode veninder, og jeg har fulgt serien tæt. Jeg kan varmt anbefale den! Bøgerne er sjove, spændende og anderledes. Perfekte til sommerferielæsning, uanset om man tilbringer ferien i Danmark eller mere eksotiske steder.