Ja, så har der været stille på bloggen lidt. Grunden er, at jeg har haft super travlt med at skrive på Ildfugl – Skeletter i skabet 3. Jeg var i sommerhus i to uger og skrev hver dag. Det rykkede virkelig, og nu er jeg nået til slutningen, og er gået lidt i stå. Ikke fordi jeg ikke ved, hvad der skal ske, for det gør jeg. Det er planlagt ret grundigt med god hjælp fra skrivegrupper og selvfølgelig min fantastiske kæreste!
Problemet er nok nærmere, at jeg kan mærke, at det er svært, at serien snart er slut. Selvom ildfugl ikke er den sidste bog. Der kommer 4 bind i serien (det er en udbredt misforståelse, at det er en triologi. Det er det ikke.) Så nu hvor jeg nærmer mig sidste bind med hastige skridt, begynder nervøsiteten at tage til. Har jeg nu husket alle tråde og spor? Og vil slutningen leve op til mine mange læseres forventninger?
Og så er der bind 4. Jeg er så småt begyndt at planlægge den i detaljer, så jeg ved præcist, hvor meget jeg må afsløre i bind 3 og hvad der skal gemmes til sidste bind. Lige nu er den store overvejelse, hvor 3’eren præcis skal slutte. Jeg har før fået hug for at lade bøgerne slutte for tidligt og denne gang er ingen undtagelse ...