Så blev det langt om længe sommerferie. Det har været et usædvanlig travlt halvår for mig. Både i mit forfatter- og studieliv. Derfor har jeg også glædet mig helt vildt til sommerferien. Mit hoved har været ved at koge over af ideer de sidste par uger, hvor jeg har skulle koncentrere mig om eksamener. Så det er så skønt, at jeg nu har fri og derved har ”lov” til at skrive og tænke på bøger.
Og hvad skal jeg så skrive? Skeletter i skabet 3, selvfølgelig! Jeg har allerede fået et par henvendelser fra læsere, der er utålmodige. Det er rigtig dejligt at vide, at der er nogen, der glæder sig til bogen. Jeg er også ret spændt. Det lyder måske sært, at jeg som forfatter kan være spændt, men s elvom jeg har planlagt alle de store ting, så sker der altid noget uventet under skrivningen. Handlingen og personerne kommer i live på en helt anden måde.
Jeg glæder mig til at gense Davie, Gawin og alle de andre. Jeg vil ikke afsløre handlingen endnu, men jeg kan sige så meget, at bogen kommer til at hedde Ildfugl, og den bliver anderledes end de to foregående bøger, for denne gang kommer en stor del af handlingen til at foregå udenfor Zantora. Og hvad der så sker der, det må I gætte jer til.
Udover skeletter i skabet 3, så er jeg også i gang med nogle andre projekter. Jeg kan godt lide at have noget at veksle imellem.
God sommer til alle!
Nicole