torsdag den 15. december 2011

Forfatterkurser i København

UPDATE: Liste over forfatterkurser 2013 klik her.

 Er du på jagt efter et forfatterkursus i København? Til foråret holder jeg to forfatterkurser gennem AOF. Det ene kursus er til dig, der gerne vil vide, hvordan man skriver en roman? Og det er andet er til dig, der gerne vil blive bedre til at skrive replikker og dialog.

Kurserne retter sig mod alle, uanset om du har skrevet i flere år eller lige er begyndt. Du skal være indstillet på at arbejde med dine tekster og ideer.  Nedenfor kan du læse mere om de enkelte kurser, og du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål.

Få hul på romanen
Dette kursus er til alle, der gerne vil skrive en roman. Uanset om du stadig tumler med ideen eller er gået i stå midtvejs, så er dette kursus noget for dig.
Over tre søndage skal vi arbejde med at skrive romaner. Vi tager udgangspunkt i dit og de andre deltageres projekter og arbejder med at få brudt skriveblokeringerne. Vi gennemgår en række redskaber, der skal gøre det lettere for dig at få styr på romanen, så du kan få en god skriveproces.
Alle skønlitterære genrer er velkomne.

Første gang: Få styr på ideen
Denne dag skal vi finde ind til kernen af din bog og ud fra den finde ud af, hvordan du bedst strukturerer din idé. Vi skal arbejde med at finde din hovedpersons projekt, den primære konflikt, hvordan man kommer i gang, og hvad der er et godt anslag.

Anden gang: Planlæg dit plot
Anden gang er helliget plottet. Med udgangspunkt i arbejdet fra sidste gang skal du nu i gang med at planlægge historien.

Vi skal arbejde med komposition, berettermodel og kapiteloversigter.  Det skal handle om at finde den røde tråd og få brudt romanskrivningen op i små, overskuelige dele, så du lettere kan komme videre med at skrive.

Tredje gang: Nå i mål
Den sidste gang skal fokusere på, hvordan man når i mål med sin roman.
Vi skal arbejde med skriveplaner, slutninger, redigering og hvordan man undgår skriveblokeringer. Derudover skal vi tale om, hvordan du finder det rigtige forlag og øger dine chancer for udgivelse.

Praktisk info:
Kurset har tre mødegange:  Søndag d. 4/3-2012,  søndag d. 11/3-2012, søndag d. 25/3-2012
Alle dage fra 10.00-13.40.

Adresse: Det Blå Hus, Bille Brahes Vej 2, 1963 Frederiksberg C (Tæt på Forum metrostation).

Pris: 553,00 kr. for alle tre gange (der er mulighed for nedsat pris for studerende og pensionister. Læs mere på aof.dk)

Tilmeld dig her: http://www.aof-fk.dk/kurser/Kommunikation/Skrivekurser/121641/


Lær at skrive gode replikker
Når man skriver, er der mange elementer at holde styr på: plot, personer, beskrivelser osv., men alt for mange glemmer dialogen i arbejdet med deres tekster. Dialogen er central i al fiktion. En dårlig dialog kan ødelægge læseoplevelsen og sabotere en ellers god tekst.

På dette kursus lærer du at skrive replikker, der er mundrette, flydende og realistiske.  Du lærer også at bruge dialog til mere end bare en måde at overrække informationer på. Gennem øvelser og små teoretiske oplæg, skal vi afprøve den vifte af muligheder, som dialogen tilbyder. Vi skal blandt andet se på, hvordan dialogen fungerer som fingeraftryk, statusmåler og plotværktøj.

Kurset er for alle, der vil blive bedre til at skrive replikker og dialog, uanset om du skriver bøger, film eller teater.

Praktisk info:
Kurset afholdes søndag d. 29/4-2012 fra 10.00-13.40

Adresse: Det Blå Hus, Bille Brahes Vej 2, 1963 Frederiksberg C (Tæt på Forum metrostation).

Pris: 195,00 kr. (der er mulighed for nedsat pris for studerende og pensionister. Læs mere på aof.dk)