Viser opslag med etiketten Bitchen imellem os. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bitchen imellem os. Vis alle opslag

lørdag den 27. juni 2015

Nu endnu flere e-bøger til sommerferielæsning

Du har længe kunnet få min serie "Elverskud", "Wicca-veninder" og de tre første bøger i min serie "Zombie-jæger" som e-bøger. Og som noget nyt kan du nu også få mine serier "Skeletter i skabet", "Medaljonen" og min ungdomsbog "Bitchen imellem os" som e-bøger.

Du kan vælge at købe e-bøgerne, eller låne dem helt gratis gennem e-reolen.

Så nu er det bare at komme i gang med sommerferielæsningen!

Lån e-bøgerne gratis på e-reolen her:

Elverskud 1
Elverskud 2
Elverskud 3

Zombie-jæger 1
Zombie-jæger 2
Zombie-jæger 3
(de øvrige zombie-jæger-bøger kommer også snart som e-bøger)

Skeletter i skabet 1
Skeletter i skabet 2
Skeletter i skabet 3
Skeletter i skabet 4

Medaljonen 1
Medaljonen 2
Medaljonen 3

Wicca-veninder 1
Wicca-veninder 2

Bitchen imellem os

onsdag den 1. februar 2012

5 ting du ikke vidste om Bitchen imellem os

Her kommer 5 ting, du sikkert ikke vidste om min ungdomsroman Bitchen imellem os.
  1. At bogen er skrevet om 5 gange, før den fik sin nuværende form. I de første udkast af bogen var det kun Astrid, der var fortæller. Katrines del var slet ikke med. I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg har kunnet tro, at bogen kunne fungere uden Katrines del.
  2. At bogen var mit første forsøg på at skrive en realistisk roman. Indtil da havde jeg kun skrevet bøger i de fantastiske genrer. Nu holder jeg lige så meget af at skrive realisme, som af at skrive fantasy, og der er flere realistiske bøger på vej.
  3. At ideen med at skrive i ”du-form” (en jeg-fortæller, der henvender sig til et ”du”) brugte jeg første gang i min novelle ”Du”, der er udgivet i novellesamlingen Begyndelser fra Forlaget Valeta. Efter at have skrevet novellen, havde jeg lyst til at skrive noget mere og længere i samme fortælleform.
  4. At bogen oprindelig bare skulle have været en almindelig kærlighedshistorie, men at jeg læste en masse om pigevold, og så besluttede mig for, at det emne var jeg nødt til at skrive om.
  5. At bogen oprindelig hed ”Asfalt”. Den titel brød forlaget sig ikke om, så vi brainstormede nye titler i ugevis.
Nu ved du 5 ting, som de andre læsere ikke ved. Jeg håber, du synes, det var interessant :-)

mandag den 19. december 2011

Anmeldelse og interviews om Bitchen imellem os

Magasinet Danner har anmeldt min ungdomsroman Bitchen imellem os. De giver bogen 4 ud af 5 kamptegn og rosende ord med på vejen. Anmelderen skriver blandt andet:
”Nicole skriver bestemt ikke med fløjlshandsker på, bare fordi hun skriver til unge, og hun løser flot udfordringen at formidle et svært emne som pigevold til en målgruppe fra 14 år og op.”
Læs den fulde anmeldelse her.
Magasinet Danner har desuden lavet to interviews med mig omkring bogen, og hvordan det er at skrive om pigevold. De kan læses her og her.
Jeg er rigtig glad for magasinets store interesse for bogen. Pigevold er desværre meget mere udbredt, end vi bryder os om, så det er rigtig vigtigt, at der bliver sat fokus på emnet.

lørdag den 4. juni 2011

Læserne roser Bitchen imellem os

Saxo.com er der kommet seks læseranmeldelseraf Bitchen imellem os. De er alle meget begejstrede, og giver bogen topkarakterer!  De skriver blandt andet:

"Spændende bog, den er letlæseligt, og jeg vil som de andre også anbefale den til teenagepiger. Den skal helt sikkert på konfirmationsbordet til min søster - til næste år." (Ann N)

"SUPER god bog...” (m3lissa)

"Den er ikke mindre end fantastisk og kryber helt ind under huden på dig og bliver siddende. Det psykologiske er fanget rigtig godt og viser, at der tit er en rigtig god grund til, at 'den onde pige' er som hun er. 'Bitchen imellem os' er fremragende skrevet og skræmmende realistisk." (Sabiineb)

" Det er en bog, som jeg mener at enhver teenager OG deres forældre ville have rigtig godt af at læse." (RikkeAJ)
 

"Hold da op! "Bitchen mellem os" af Nicole Boyle Rødtnes er en fantastisk bog og utrolig godt skrevet." (JuliePiigen)

"Jeg synes, at Bithen imellem os er en rigtig god, det er den bedste bog, jeg har læst i lang tid. Den er lidt voldelig men meget spændende. Jeg vil klart anbefale Bitchen imellem os til alle piger mellem 12 og 16 år. Rigtig god bog!" (Sarah N 3)


Det er bare skønt, at så mange godt kan lide bogen. Også selvom den er rå og har en meget anderledes forside. Det glæder mig rigtig meget. Læs de fulde anmeldelser her :-)

onsdag den 23. februar 2011

Flot anmeldelse af Bitchen imellem os

Selvom det snart er et halvt år siden, Bitchen imellem os udkom, så kom der i dag en ny anmeldelse af bogen.  Den er fra bogblogger.dk og er rigtig positiv. Anmelderen skriver blandt andet:
”Bitchen imellem os er en virkelig velskrevet brutal bog om mennesker, kærlighed og vold. Bogen er skrevet i et flydende sprog, den er gennemresearchet, men først og fremmest er personerne nuancerede og troværdige.  […] Nicole Boyle Rødtnes skriver med en hudløs intensitet, der gør hendes personer og handling meget levende.”
Du kan læse den fulde anmeldelse her.
Ofte når jeg er ude og undervise eller holde foredrag, så spørger folk mig, hvilken af mine bøger, der er min yndlingsbog. Det spørgsmål får mig altid til at tøve lidt, for hvordan kan  jeg vælge? 
En ting jeg dog plejer at svare, er at Bitchen imellem os er den bog, som jeg er mest tilfreds med.  Ikke dermed sagt at det er den, jeg bedst kan lide, men jeg føler, at den blev alt det jeg håbede. Der er ikke noget, jeg ville ændre, selv hvis jeg kunne.

onsdag den 5. januar 2011

Bitchen imellem os i Go’ morgen Danmark

I dag kunne man i Go’ morgen Danmark se Bitchen imellem os  i et indslag om, hvordan man får børn og unge til at læse mere.
Der var fire børn i studiet, der hver fik tildelt en bog. Bibliotekaren, Lotte Lykke Simonsen, havde udvalgt titlerne særligt til børnene i forhold til deres interesser. Hun havde desuden medbragt en række andre gode bøger for børn og unge, og én af dem var Bitchen imellem os.
I løbet af udseendelsen fulgte man så børnene, mens de læste, og i sidste del af udseendelsen havde pigen Nadia skiftet den bog, hun havde fået tildelt, ud med Bitchen imellem os.
Allerede i starten af udseendelsen begyndte jeg at smile stort, da jeg så min bog ligge fremme på bordet. Glæden blev kun større, da Nadia vælger at læse den. Hun roser bogen og siger, den er rigtig god.
Hvis du gik glip af indslaget, kan du se det gratis over Tv2 sputnik:
Udseendelsen er inddelt i 5 dele (linket sender dig automatisk ind til del 1). I del 1 får børnene udleveret bøgerne, og i del 4 kan du høre Nadias pæne ord om Bitchen imellem os.
Til dem, der ikke har tid til at kigge hele udseendelsen igennem, kan I spole hen til 00:08:20 i del 1 og 00:08:54 i del 4.
Sikke en dejlig start på dagen :-)

tirsdag den 14. december 2010

Flytning, genoptryk og nyt projekt

Så har der været stille på bloggen lidt, da jeg har haft super travlt med at flytte.  
Flytningen har givet os et ekstra værelse, som bliver til kontor, så snart vi har fået pakket alle flyttekasserne ud.  Jeg glæder mig rigtig meget til at tage kontoret i brug og håber, at mange gode bøger vil blive skabt der.
På trods af flytningen har det ikke stået stille på bogfronten. Blodtåge, fortsættelsen til Dødsbørn, har været en tur forbi Letland og blive trykt, og min flinke redaktør ringede i dag og fortalte mig, at han sidder med det første eksemplar af bogen. 
Efter den opringning havde jeg en stor lyst til at tage toget til Rørvig (hvor forlaget ligger) og kræve at se værket, men jeg beherskede mig, da jeg heldigvis skal mødes med min redaktør i næste uge, hvor han har lovet at tage bogen med.
Endnu en glædelig nyhed er, at både Dødsbørn og Bitchen imellem os har solgt rigtig godt. Dødsbørn er faktisk næsten udsolgt og skal nu genoptrykkes i ny og billigere udgave! Det betyder, at det er sidste chance for dig at få en kopi af 1. udgaven, hvis du går op i sådan noget ;-).
Den sidste gode nyhed er, at der er flere bøger på vej. Jeg har siden i sommers arbejdet på et andet projekt. Det forbliver navnløst lidt endnu, men jeg kan sige så meget, at min redaktør har læst første udkast og han er godt tilfreds. Han har sendt mig sine ændringsforslag, som jeg nu skal arbejde igennem. Flere updates følger!

Rigtig god jul til jer alle!

mandag den 22. november 2010

Topkarakter til Bitchen imellem os

Bitchen imellem os har fået den mest fantastiske anmeldelse. Ikke nok med at bogen får 6 stjerner. Den bliver også kaldt ’Et moderne mesterværk’.
Anmelderen, Peter Kock Henrichsen, skriver blandt andet:
Udover at bogen er skrevet i et flydende, realistisk og nutidig sprog, og at Nicole virkelig er dygtig til at beskrive de mange intense, følelsesmæssige sexscener, så var slutningen så sindssygt spændende, at jeg bare piskede mine øjne og min hjerne derud af – læs hurtigere! Hurtigere! HURTIGERE! Mine hænder dirrede, for nu var der kun 1½ side tilbage. Dét, som jeg igennem 3/4 af bogen havde besluttet mig for fortjente 5 stjerner, røg på de sidste 10 sider op på 6! Man skal eddermame være dygtig for at komponere en bog så godt, at man som læser bliver kastet rundt på den måde, som jeg gjorde. Men det er Nicole Boyle Rødtnes også, og du bør virkelig forkæle dig selv hurtigst muligt, og få fat i Bitchen imellem os, hvis du interesserer dig bare lidt for psykologien bag uløselige kæresteforhold og catfights.
Du kan læse den fulde anmeldelse her.
Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive. Det føles bare helt vildt at få så positiv en anmeldelse, og jeg fik da også tårer i øjnene, da jeg læse den.
Tak til Peter Kock Henrichsen og Kultur for unge for den fantastiske anmeldelse.

torsdag den 18. november 2010

4 stjerner til Bitchen imellem os

Så er der kommet endnu en flot anmeldelse af Bitchen imellem os.

Anmeldelsen er fra Palles Gavebod, der giver bogen 4 ud af 5 stjerner og blandt andet skriver:

"Bitchen imellem os er en utrolig voldsom bog om pigevold, men også en bog, der meget realistisk beskriver, hvor galt det kan gå, når et ungt menneskes verden styrter i grus."
 
Jeg synes, det er en meget rammende beskrivelse af bogen, anmelderen giver. Og det bliver kun bedre af, at der til sidst står:
 
"Meget spændende og rigtig godt opbygget"
 
Læs hele anmeldelsen her.
 

onsdag den 17. november 2010

Alizay.dk anmelder Bitchen imellem os

Jeg har altid vidst, at Bitchen imellem os var en bog, der formentlig ville få ret blandede anmeldelser, fordi den er så speciel, som den er. Indtil nu har der lydt meget rosende ord fra blandt andet  lektøren, Fortællingen.dk, folkeskolen.dk og boggansker.dk, men nu er der så kommet en noget mere lunken anmeldelse fra Alizay.dk (Majasols' blog).
Helt skidt er anmeldelsen dog ikke.  Hun skriver blandt andet:
”… plottet [er] ret godt skruet sammen. De små afsnit om Katrines anholdelse og afhøring hos politiet, gør at man er nød til at læse et lille kapitel mere, for at komme tættere på, hvordan de endte der. Og lige et kapitel mere. Og et mere mere. Før man ved af det, er bogen slut”
Det glæder mig, at hun har været fanget af bogen, selvom hun i sin anmeldelse ellers ikke er så vild med karakteren Alex, og Astrid og Katrines følelser for ham.
Alex er nok en karakter, der kan være svær at forstå og acceptere. Og selvom hun har helt ret i, at man ikke bør forelske sig i en fyr, der ikke kan finde ud af at vælge, så var det en pointe for mig i bogen, at man ikke kan bestemme, hvem man forelsker sig i, og at man nogen gange falder for en fyr, der ikke behandler en godt.


Læs hele anmeldelsen her.

søndag den 7. november 2010

Mega Litt var en stor succes

I går læste over 200 forfatter højt på Hovedbiblioteket i København og Århus for at sige tak for litteraturstøtten og opfordre til, at den blev bevaret. Jeg var en af dem, jeg læste  højt af min ungdomsroman Bitchen imellem os. 
 Arrangementet var meget vellykket. Det er var virkelig sjovt at have så mange oplæsninger på en gang, selvom det var svært at vælge hvem, man skulle høre, når der var så meget godt på programmet.   
Politisk var arrangementet også en succes. Litteraturstøtten er nu sikret. Hurra!
Læs mere her.

fredag den 5. november 2010

Danmarks største litteraturoplæsning

I morgen, lørdag d. 6. november, læser jeg højt af Bitchen imellem os på Københavns Hovedbibliotek.
Oplæsningen er i forbindelse med arrangementet Mega Litt, hvor danske forfattere siger tak for litteraturstøtten. Arrangementet er 100 % gratis, og med over 200 oplæsninger fordelt på 25 scener er der noget for enhver smag.
 Vil du høre min oplæsning, så kig forbi scene 10 kl. kl. 14.45, der giver jeg en smagsprøve på min ungdomsroman Bitchen imellem os.
Det er et super fedt arrangement, og jeg er sikker på, at det bliver en helt speciel stemning, når der samles så mange for forfattere og tilhører under et tag. Hvis du bor i Jylland, så fortvivl ikke, der er også et arrangement på Aarhus Hovedbibliotek.
Baggrunden for arrangementet er, at regeringen planlægger besparelser på op til 33 % i litteraturstøtten, som vil give dansk litteratur og danske forfattere betydeligt ringere forhold.  Forhåbentligt kan dette arrangement være med til at vise alt det gode, litteraturen har at byde på og få regeringen på andre tanker.
Du kan læse mere om baggrunden for arrangementet og se listen over alle oplæsningerne på Mega Litts hjemmeside.
Vi ses!

onsdag den 27. oktober 2010

Albertslunds Biblioteks børneblog anmelder Bitchen imellem os

Så har jeg fået endnu en rigtig fin anmeldelse af Bitchen imellem os. Denne gang er det Albertslunds Biblioteks børneblog, der blandt andet skriver:

”Det er en meget barsk bog, som er meget fængende skrevet. Hvert kapitel starter med en lille bid af en scene fra Astrid og Katrines store opgør, og for hver scene bliver volden mere og mere ekstrem. Alting kører fuldstændigt af sporet. Det er en virkelig god og stærk bog, som varmt kan anbefales.”

Læs den fulde anmeldelse her.

Anmelderen Louise knytter også en kommentar til titlen, og det glæder mig altid, når læsere har forstået dobbelttydigheden i titlen. Der var nemlig meget diskussion om titlen i sin tid, så jeg har ikke helt vænnet mig til den endnu. Det var min kæreste Bjarke, der fandt på titlen, efter min redaktør og jeg havde brainstormet i dagevis.

Her er iøvrtigt et billede af mig med bogen nede i vores gård i Brønshøj. Jeg synes, det var på tide, at der kom lidt flere billeder her på bloggen, der ikke bare var bogforsider.

lørdag den 16. oktober 2010

Endnu en fin anmeldelse af Bitchen imellem os

Jubii jeg har fået en rigtig fin anmeldelse af Bitchen imellem os fortællingen.dk.

Anmelderen, Rikke Dyrhave Nissen, skriver blandt andet:

Bitchen imellem os er en af den slags bøger, der giver kuldegysninger. Katrine og Astrid skiftes til at fortælle historien. Og det virker godt. På den måde får vi hele historien. Det er uhyggeligt at være inde i hovedet på Katrine. Nicole Boyle Rødtnes har skabt en person, som man helt tror på. Katrine kan ikke handle anderledes.
Bogen er skrevet i et enkelt sprog. Der er ikke noget fyld. Kun den bare fortælling. Og det er fedt. Det er råt.

Læs hele anmeldelsen her.

onsdag den 13. oktober 2010

3 tips til at lave kapitler


Som noget nyt her på bloggen vil jeg have nogle skrivetekniske indlæg, og jeg starter med, hvordan du kan lave kapitler. Jeg ved, at det er noget, som mange synes, er svært.

1. Tænk i handlingsforløb
Du skal lave kapitelskift, når du skifter til et nyt handlingsforløb. Ved at sætte ét handlingsforløb i centrum i kapitlet, har læseren en klar følelse af, hvor handlingen er på vej hen. Et kapitel kan godt have tråde, der peger frem og tilbage i handlingen, men der skal kun være ét handlingsforløb, der er det dominerende i hvert kapitel. For eksempel kan det hurtigt blive for meget, hvis et kapitel både skal indeholde den centrale forelskelsesscene, gangsteropgøret og konflikten med vennerne. Vælg det ud, der er det vigtigste, og lad resten indgå i baggrunden (uden det stjæler opmærksomheden), eller giv det et kapitel for sig selv.

Hvis du er i tvivl om, du har for mange handlingsforløb i kapitlet, så forsøg at give kapitlet en overskrift. Hvis du ikke kan finde en, der dækker det hele, så er det måske fordi, du har for mange handlingstråde.

2. Lad noget pege videre
Kapitler er din læsers mulighed for at tage en pause, så hvis du afrunder kapitlet for meget, så risikerer du, at den pause bliver evig, og læseren ikke kommer tilbage. Derfor skal du passe på med at afrunde kapitlerne for meget. Hvis alle spørgsmål bliver besvaret, alle konflikter bliver afsluttet, så bliver dine kapitler som et Anders And blad. Du læser et nummer, og nyder det måske, men du behøver ikke læse mere. Du kan sagtens stoppe og aldrig læse mere. Derfor skal der I slutningen af dine kapitler være noget, der peger frem. Noget, der tvinger læseren til at læse videre.

Det kan gøres meget dramatisk ved at ende i en cliffhanger, men kan også gøres mere nedtonet, hvor det fx bare er hovedpersonen, der tænker over det problem, der endnu ikke er løst.

3. Vælg en passende længde
Hvilken længde, man synes, kapitlet skal have er forskelligt. Det kan også variere i den enkelte bog, men vælg velovervejet. Lange kapitler sænker læsetempoet, men giver fordybelse. Korte kapitler sætter læsetempoet op og giver spænding. Eller sådan kan det i hvert fald være, brug det der passer til din historie og vis hensyn til din læser. Det er de færreste, der ville bryde sig om at læse kapitler på 60 sider eller mere.

Længden afhænger også af handlingsforløbene. Jo mere du findeler dine handlingsforløb, jo kortere kan du gøre kapitlerne og omvendt. Hvis du skriver til børn, vil du med fordel kunne have korte kapitler. Mange voksne sætter dog også pris på korte kapitler, se bare på Da Vinci Mysteriet, hvor alle kapitler var korte og endte i en cliffhanger.

Hvad gør jeg selv?
Jeg foretrækker forholdsvis korte kapitler, gerne mellem 5 og 12 sider. Her taler jeg om bogsider. En bogside er ca. mellem 1.500-2.000 tegn alt efter hvilket format bogen er opsat i.

Jeg har arbejdet meget med cliffhangere i fx Dødsbørn, hvor kapitlerne i Bitchen imellems os er mere afrundende. Jeg valgte, at arbejde med cliffhangere i Dødsbørn, da det var vigtigt for mig, at lave en historie, der altid var spændende. I Bitchen imellem os, afrundede jeg kapitlerne mere, da jeg arbejede med to fortællere og en ret speciel komposition, så jeg havde brug for at skabe ro. Selvom kapitlerne er mere afrundede i Bitchen imellem os er dog stadig en masse, der peger frem, sådan så læseren ikke lægger bogen væk.
Hvis du vil læse mere om kapitler, så har jeg skrevet en længere artikel i Skrivelyst # 7 om emnet. Skrivelyst er HUF’s foreningsblad. Bladet kan bestilles ved at skrive til bestyrelsen.

tirsdag den 12. oktober 2010

Bitchen på bestsellerlisten

Bitchen imellem os er på Saxos bestsellerliste over ungdomsbøger. Godt nok først på s. 4, men den er der, og det er det vigtigste :-). I kan se bestsellerlisten her.

Det er faktisk rigtig underholdende at følge med i sådan nogle lister. Det siger meget om, hvad der er oppe i tiden.  Lige nu vrimler det fx med vampyrbøger.

Desværre kan bestsellerlisterne ikke bruges som skrivemanualer, fordi det jo ofte tager laaang tid at skrive en bog, så når man endelig er færdig, risikerer man at ens emne ikke længere in. Så det er stadig bedst at holde sig til, hvad man selv kan lide at skrive. 

tirsdag den 5. oktober 2010

En rigtig forfatteruge

Fordi jeg både har studie og job, så er der mange dage, hvor min kalender er meget lidt ”forfatteragtig”, hvis man ellers kan tale om sådan noget. Denne uge er dog en rigtig forfatteruge fyldt med forrfatterarrangementer. I går var jeg i Hundested, hvor jeg fortalte om Dødsbørn, i morgen skal jeg til Birkerød og fortælle om Bitchen imellem os, og på lørdag skal jeg til en bogreception.

Det bedste spørgsmål
I går var jeg ude på Hundested bibliotek og fortælle om Dødsbørn til to 5. klasser. Det var en rigtig sjov oplevelse. Jeg holdt en lille konkurrence, hvor den, der stillede det bedste spørgsmål vandt et eksemplar af Dødsbørn. Der var svært at vælge en vinder for der kom rigtig mange gode spørgsmål. Vinderen blev Mathias, som spurgte, hvad man skulle gøre, når man havde en skriveblokering.

Jeg valgte ham som vinder, da jeg synes, det var et super godt spørgsmål, fordi alle forfattere på et eller anden tidspunkt oplever at gå i stå midt i projekt og ikke kunne komme videre. I starten blev jeg ret forskrækket, når det skete, og jeg var bange for, at jeg aldrig ville komme videre.
I dag ved jeg, at der kun er en vej frem: SKRIV. Selvom jeg synes, at det, jeg skriver, stinker, så skal jeg blive ved med at skrive. Nogen gange skal jeg igennem flere siders lort, inden jeg endelig får hul på noget godt igen, men når der så er hul, så er det skønt.

Tre forfattere
I morgen skal jeg holde foredrag i Birkerød sammen med Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. Jeg kender Camilla og Caroline igennem HUF, og vi valgte at lave dette fælles foredrag for at give deltagerne mulighed for at høre noget om ikke bare én men tre bøger.

Jeg skal fortælle om Bitchen imellem os, mens Camilla Wandahl fortæller om sin serie Veninder for altid og Caroline Ørsum fortæller om sin debutroman Hovedet i skyerne.

Serien Veninder for altid handler om fire 11-årige piger, der fortæller, hvordan det er næsten at være i puberteten. Serien tematiserer familie, venskab og den første, spirende kærlighed. Ungdomsromanen Hovedet i skyerne handler om gymnasiedrengen Simon, der må kæmpe med sig selv og sine følelser for Daniel. Bogen sætter fokus på homoseksualitet.
Og min egen bog Bitchen imellem os handler om, Astrid og Katrines kamp om drengen Alex, der ender i et voldeligt sammenstød.

I kan læse mere om foredraget her.

Reception
Receptioner er altid hyggelige, og de bliver kun endnu bedre, når de afholdes i anledning af, at en god veninde debuterer. På lørdag skal jeg til reception hos Marie Wolfsberg Oscilowski, som den 7. oktober debuterer med ungdomsbogen Solo. Marie er med i min dejlige skrivegruppe, som blev dannet i 2005. Jeg har endnu ikke læst bogen, men har hørt en masse godt om den, og jeg glæder mig rigtig meget til at få mit eget eksemplar på lørdag.

søndag den 26. september 2010

Endnu en flot anmeldelse

Jeg har fået endnu en flot anmeldelse. Denne gang fra folkeskolen.dk. Jeg synes, anmelderen laver en rigtig god beskrivelse af bogen. Jeg fik næsten gåsehud, da jeg læste den. Hun skriver blandt andet:

Alt i alt en fængslende, uhyggelig og velfortalt ungdomsroman, som belyser en voksende problematik i ungdomsmiljøet: nemlig den stigende brutalitet i volden blandt helt unge piger.”

I kan læse hele anmeldelsen her.

Jeg er rigtig glad for at bogen, er blevet så godt modtaget. Når jeg ser på de tre anmeldelser, jeg har fået ind til nu, kan jeg glæde mig over, at den er blevet taget godt i mod af læserne (boggnasker.dk), af bibliotekerne (lektørudtalelsen) og nu også af skolerne.  Så bliver det ikke meget bedre :-).

torsdag den 23. september 2010

En flot lektørudtalelse

Så kom lektørudtalelsen til Bitchen imellem os, og jeg er meget glad. Jeg må desværre ikke offentliggøre hele udtalelsen men brudstykker. Lektøren skriver blandt andet:

”… det er historien om hvordan fire mennesker kan såre hinanden, og hvor langt kærlighed og jalousi kan drive mennesker. De to pigers uundgåelige konfrontation ender i en voldelig kamp, der sætter ar på krop og sjæl. Sproget er levende og fænger ved første bogstav. Stilen er barsk, og trænger ind under huden.”

Lektørudtalelsen er meget vigtig, da det er den udtalelse, som bibliotekerne køber efter. Hvis udtalelsen er god, kan man forvente et godt salg til bibliotekerne, er den mindre god, vil salget formentlig også være mindre godt. Derfor har jeg været ret spændt og lidt nervøs for, hvordan udtalelsen ville være, men jeg er rigtig glad for resultatet :-)

De første biblioteker har allerede købt bogen, så næste gang du slår vejen forbi dit lokale bibliotek, så husk at kigge efter den.

tirsdag den 14. september 2010

Vind Bitchen imellem os


Vi Unges hjemmeside kører der lige nu en konkurrence, hvor du har mulighed for at vinde min nye ungdomsbog Bitchen imellem os. Så har du ikke allerede bogen, så skynd dig ind og deltag i konkurrencen!

Jeg synes, det er rigtig dejligt med denne konkurrence. Det er jo altid svært at få gjort opmærksom på nye bøger, fordi der udkommer så meget ungdomslitteratur, men forhåbentlig kan konkurrencen være med til at få flere til at opdager bogen.

Jeg krydser fingre!