Viser opslag med etiketten HUF. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten HUF. Vis alle opslag

søndag den 23. oktober 2011

Realistiske ungdomsnoveller


Så er novellesamlingen ”På Kanten” udkommet, og jeg har en novelle med i den.
Samlingen indeholder 14 noveller, der alle er skrevet af unge og for unge. Novellerne er udvalgt på baggrund af en konkurrence, hvor medlemmer af foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere skulle skrive noveller ud fra temaet ”På Kanten”.
Min novelle ”Sofia” handler om et ungt par, der skal være forældre. Den fortæller om angsten for at blive forældre og er et eksempel på en upålidelig fortæller.
Jeg var rigtig glad for at få min novelle udvalgt til samlingen, og jeg ser frem til at læse de andre bidrag. Forordet af Nina Christensen lover godt, og så kender jeg en stor del af forfatterne i forvejen.
De 13 forfattere, der er med i samlingen ud over mig er Bjarke Schjødt Larsen, Bettina Stuhr Lindskow, Camilla Fønss Bach Friis, Camilla Lindberg, Camilla Wandahl, Caroline Ørsum, Katja Lotsberg Nilsen, Katrine Vigilius, Line Lybecker, Sandra Schwartz og Sofie Boysen.
Du kan læse mere om samlingen og købe den her.

tirsdag den 11. oktober 2011

Skriveworkshop på Kulturnatten 2011

Kulturnatten! En af de bedste dage om året til at opleve Københavns mange seværdigheder! I år skal jeg dog ikke kun på opdagelse, men også undervise i en skriveworkshop.
Foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere, der er en forening for unge med forfatterdrømme, sætter fokus på skrivning hele Kulturnatten. Programmet består af skriveworkshops og oplæsninger. Jeg holder sammen med Bjarke Schjødt Larsen skriveworkshop fra 18.00-18.30.
En halv time er selvfølgelig ikke meget tid, men vi lover, at det bliver både sjovt og spændende. Medbring blok og papir samt mod til at kaste dig ud i skriveøvelser! Temaet er gys og monstre!
Kan du ikke nå vores skriveworkshop, så fortvivl ikke! HUF holder skriveworkshops hver hele time frem til kl. 21.00. Der er mange forskellige emner.  Og har du ikke lyst til at skrive, så kom og lyt til en af de mange oplæsninger af HUF’s medlemmers udgivelser.

Jeg læser også højt fra min fantasy-novelle "Jagten på hvalrossen" fra samlingen Ad mørke stier.
Hele aftenen løber der desuden en sms-konkurrence, som du kan deltage i, uanset hvor du befinder dig.  Skriv et digt om unge og håb på din mobil og send det til HUF i en sms på: 29 89 77 45 (det koster kun almindlig sms-takst).
kl. 22.00 trækkes der lod blandt dem, der har deltaget, om et eksemplar af HUF's nyeste novellesamling. HUF sender bogen hjem til vinderen, som får direkte besked.

 

Praktisk info:
Hvornår: 14. oktober 2011 fra 18.00-22.00. Min og Bjarkes skriveworkshop er dog fra 18.00-18.30.
Hvor: Gammel Køge Landevej 117, 2500 Valby i Rollespilsforeningen Tempos Vivos lokaler.
Læs mere om HUF’s program på kulturnatten her.

torsdag den 29. september 2011

Interview om skriveklubber og HUF

Jeg er sammen med Bjarke Schjødt Larsen blevet interviewet af Bogtube omkring foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere og de skriveklubber, som Bjarke og jeg afholder på Københavns biblioteker.

I interviewet fortæller vi blandt andet om Foreningen HUF - Håbefulde Unge Forfattere, som vi stiftede sammen med Line Lybecker og Rasmus Østergaard Pedersen i 2003.
Foreningen er for unge med forfatterdrømme. Det koster 145 kr. at være medlem og udover at få et stort netværk af andre unge der skriver, kan man få online tekstrespons, deltage i skrivekurser og andre arrangementer, få mulighed for at deltage i HUF's antologier og meget mere. Læs mere om HUF på http://www.huf.dk/
Interviewet handler også om de skriveklubber, som Bjarke og jeg underviser i dette efterår. Der er stadig pladser i skriveklubberne, som holdes hver tirsdag fra 16.00-18.00 og er helt gratis. Læs mere om klubberne her.
Læs interviewet med mig og Bjarke her.

fredag den 15. oktober 2010

Novellekonkurrence: På kanten

Foreningen HUF - Håbefulde Unge Forfattere har udskrevet en novellekonkurrence med temaet "På kanten". Genren er ungdomslitteratur, længden er sat til 3-12 sider, og de bedste bidrag udvælges til en antologi.

Det er et krav, at du er medlem af foreningen for at kunne deltage i novellekonkurrencen. Medlemskabet koster 145 kr. om året. Læs mere om HUF her.

HUF har tidligere ugivet gysersamling 6 gode grunde til ikke at sove i mørke. Denne samling var også et resultat af en konkurrence og er blevet meget positivt modtaget af anmeldere og læsere.

Jeg synes, at temaet På kanten er rigtig godt, der er rig mulighed for at udfolde sig. Jeg har skrevet konkurrencen på min liste over ting, jeg gerne vil nå at skrive, så nu håber jeg, at jeg kan nå det hele. Hvis du selv tænker, at konkurrencen lyder, som noget for dig, så skynd dig at melde dig ind i HUF og deltag. Deadline er 1. december 2010.

Find flere skrivekonkurrencer på skrivekrampe.dk, hvor du også kan læse mere om denne konkurrence.

søndag den 10. oktober 2010

Skrivekonkurrence for de 10-17-årige

Så er der en skrivekonkurrence for de unge. Det er bogfestivalen.dk, der har udskrevet den. Der er to kategorier, som man kan sende ind under. 10-12 år og 13-17 år.

Deadline er 1. februar 2011. Læs mere om reglerne her.

Jeg synes, det er super fedt, at der er så mange konkurrencer for unge. Nu er jeg selv for gammel til at deltage i denne konkurrence, men jeg vil anbefale det varmt til alle under 18 at deltage. Sådanne konkurrencer kan være et rigtig godt springbræt for unge forfatterspirer. Et eksempel er Camilla Wandahl, der var med i og vinder af rigtig mange ungdomsskrivekonkurrencer, og som nu har 5 bøger bag sig, selvom hun kun er 24 år.

En ny ung forfatterspire, som viser lignende talenter er Zakiya Ajmi, der for øvrigt var vinder af Bogfestivalens konkurrence sidste år. Jeg kender Zakiya perifert igennem HUF – Håbefulde Unge Forfattere og så er vi for øvrigt både Zakiya og Camilla med i antologien Begyndelser, hvor min novelle Du også er trykt.

tirsdag den 21. september 2010

Vampyrer og interview

Så er Fantasticon 2010 slut, og til alle jer, der gik glip af det, kan jeg sige, at det var rigtig hyggeligt og spændende.

I år havde jeg desværre kun mulighed for at deltage om søndagen, men det var en rigtig fin dag. Jeg kendte en del på festivalen både fra de tidligere år, men også fordi, der var et stort fremmøde af HUF-medlemmer. HUF – Håbefulde Unge Forfattere er en forening for unge med forfatterdrømme. Jeg var en af de fire medstiftere og kender derfor de fleste i foreningen. Det var rigtig dejligt at gense flere af dem, og selvfølgelig også sjovt at hilse på de dedikerede folk fra Fantastik.

HUF afholdt også en workshop på festivalen. Workshoppens fokus var vampyrer, og det var festligt at få opridset de mange kendetegn og myter om vampyrer og diskutere, hvordan de havde udviklet sig. For eksempel hvordan sollys, der tidligere betød død-brand-ødelæggelse for vampyrerne, nu i Twilight i stedet bliver til glitrende diamanthud.

Vi blev stillet tre skriveøvelser
  1. Introducer en vampyr
  2. Beskriv en scene, hvor din hovedperson bliver bidt
  3. Beskriv samme scene som i 2 bare fra vampyrens synsvinkel

Det var nogle sjove øvelser, og jeg fik helt lyst til at skrive en vampyr-roman, men det må nok vente, da der er mange andre ideer, der står i kø.

På festivalen blev jeg også interviewet. Det var en sjovt at prøve, og jeg synes, det gik nogenlunde. Min interviewer havde gjort en stor indsats for at sætte sig ind i mit forfatterskab, og han stillede nogle spændende – men også lidt svære – spørgsmål. Jeg synes, jeg svarede nogenlunde, men som det tit er med svære spørgsmål, så var det først, da jeg kom hjem, at jeg kom i tanke om det helt perfekte svar. Øvelse gør jo som bekendt mester, så forhåbentlig bliver det næste interview lettere.