Viser opslag med etiketten Dødsbørn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dødsbørn. Vis alle opslag

torsdag den 17. januar 2013

Konkurrence: Vind Dødsbørn - Skeletter i skabet 1

Som noget nyt  vil jeg i 2013 begynde at have konkurrencer her på bloggen, hvor trofaste læsere kan vinde bøger.

Her i januar kan du vinde min meget roste debutroman Dødsbørn, der er første bind i serien Skeletter i skabet. Fjerde og sidste bind i serien kommer ganske snart formentlig i marts eller april.

Du kan læse mere om Dødsbørn her.


Sådan deltager du i konkurrencen

  • Svar på konkurrencespørgsmålet: Hvor mange bind kommer der i alt i Skeletter i skabet-serien?
  • Send en mail til: konkurrence@nicoleboyleroedtnes.dk med svaret senest 31. januar.
  • Husk at skrive din adresse, så jeg kan sende bogen til dig, hvis du vinder.

Vinderen kontaktes direkte, og bogen afsendes i løbet af et par uger.

Har du brug for hjælp til svaret: læs starten af dette indlæg

Held og lykke!

mandag den 2. april 2012

Vind Skeletter i skabet 1-3



Så har du mulighed for at vinde de tre første bind i min serie Skeletter i skabet.

I anledning af påsken, har Forlaget Facet lavet en konkurrence på Facebook, hvor du kan vinde Dødsbørn, Blodtåge og Ildfugl

Det eneste du skal gøre er at gå ind på Forlaget FacetsFacebook-side og så se om du kan finde påskeharen. Men skynd dig … Konkurrencen kører kun frem til den 4. april.

Held og lykke og god påske!

mandag den 26. december 2011

5 ting du ikke vidste om Dødsbørn – Skeletter i skabet 1

Her kommer 5 ting, du ikke vidste om min bog Dødsbørn – Skeletter i skabet 1.
  1. At jeg oprindelig overvejede, at Davie skulle komme i lære som ”hundelortsopsamler”, men blev enig med mig selv om, at det var for kedeligt
  2. At Temate og Hr. Tantanel var de to første karakterer, der fik deres navne i bogen.
  3. At Davie i lang tid hed Devon, inden jeg besluttede mig for, at det i stedet skulle være hans fætters navn.
  4. At bogen var meget tæt på at komme til at hedde ”Dødsmærke” i stedet for ”Dødsbørn”, men at jeg i sidste øjeblik holdt fast på den oprindelige titel.
  5. At jeg har et kort over Zantora by, hvor jeg blandt andet har indtegnet alle byens sporvognsstop (ikke fordi sporvognen er vigtig, men fordi der – som William fortæller i bogen – findes en nedgang til kloakkerne bag hvert stop).
Det var så de fem ting. Nu ved du noget, som de andre læsere sikkert ikke ved. Håber du fandt det interessant :-).

fredag den 25. november 2011

Dødsbørn 2, 3 og 4


Illustration af Rasmus Jensen.

Jeg kan se på min blogstatistik, at der er flere, der kommer ind på min blog ved at søge på ”Dødsbørn 2” og ”Dødsbørn 3”.
Jeg går ud fra, at jer, der søger, er på jagt efter efterfølgerne til Dødsbørn og måske har svært ved at finde dem.  Det kan vi ikke have!
Dødsbørn er første bind i serien Skeletter i skabet.  De øvrige bind er:
Blodtåge – Skeletter i skabet 2 –  Er udkommet
Ildfugl – Skeletter i skabet 3 – Udkommer april 2012
Gravslægt – Skeletter i skabet 4 – Foråret 2013


Så skulle der være styr på det!  Følg med i næste uge, hvor jeg kommer med en update om, hvordan det går med Ildfugl!

onsdag den 16. marts 2011

Troldspejlet anmelder Skeletter i skabet

Omslag af Rasmus Jensen.

Troldspejlet har anmeldt Dødsbørn og Blodtåge. Det er nogle rigtig fine anmeldelser. Anmelderen skriver blandt andet om Dødsbørn:

"Dødsbørn er Nicole Boyle Rødtnes' debut som forfatter, og den er rigtig godt skruet sammen rent fortællermæssigt. Bogen er skrevet i et meget flydende og lettilgængeligt sprog, der gør at man hurtigt bliver fanget og fortsætter lige frem til sidste side, der desværre afsluttes med et alt for spændende "Fortsættes". Dødsbørn er imponerende fantasifuld, og skeletterne i skabene er en rigtig god og opfindsom detalje ..."

Og om Blodtåge:


Omslag af Rasmus Jensen.

"En rigtig god fortsættelse til Dødsbørn, hvor stakkels Davie fortsat jagtes af Devon, mens en uhyggelig blodtåge har lagt sig omkring byen. [...] Både plottet og persongalleriet er blevet udvidet, så læseren ikke kommer til at kede sig, mens handlingstråden fra etteren selvfølgelig stadig fortsætter. Slægtsskeletterne har også fået en meget mere fremtrædende rolle i Blodtåge, hvilket kun er positivt, for de er noget af det mest originale og fantasifulde i serien."

Jeg er rigtig glad for anmeldelserne. Jeg har altid været stor fan af Troldspejlet, så det er en fantastisk oplevelse at se mine egne bøger anmeldt der :-).

Læs den fulde anmeldelse af Dødsbørn her og af Blodtåge her.

Husk også at se de flotte trailers for bøgerne her og her.

torsdag den 10. februar 2011

I dag udkommer Blodtåge, der er 2. bind i serien Skeletter i skabet. Jeg er rigtig glad for og stolt over at kunne præsentere fortsættelsen til Dødsbørn. Dødsbørn er blevet meget positivt modtaget, og jeg håber, at alle jer læsere også vil synes om Blodtåge.

Blodtåge er på 257 sider - kun én side kortere end Dødsbørns 1. udgave. Det var en sjov overraskelse at bøgerne var så ens i længden, men det passer meget godt til min egen fornemmelse af, at Blodtåge på alle måder er en fin fortsættelse, der både lægger sig i forlængelse af Dødsbørn, men også udvider universet.

Jeg er meget spændt på reaktioner, husk at du altid er velkommen til at skrive her på bloggen, hvad du synes om mine bøger.

Omslaget er lavet af Rasmus Jensen, der også lavede omslaget til Dødsbørn.


I forbindelsen med udgivelsen har den dygte Søren Klok lavet en flot trailer for Blodtåge. Du kan se den her.

Hvis traileren har vagt din intresse, kan du også gratis læse 3 kapitler af Blodtåge her.

Og hvis du skal have genopfrisket Dødsbørn, så se traileren her.

onsdag den 9. februar 2011

Dødsbørn bliver genudgivet!

Dødsbørn har solgt rigtig godt, og i forbindelse med at Blodtåge udkommer i morgen, så udgives Dødsbørn også i en ny og billigere udgave. Så hvis du ikke allerede har bogen, så kan du nu få den til kun 99 kr. 
Hvis du dog gerne vil have den i hardcover, så koster den stadig 199 kr.
Det er en rigtig skønt, at Dødsbørn er blevet genoptrykt, det har også givet mig mulighed for at få rettet nogle af de små fejl, der havde sneget sig ind i 1. udgave. 
Derudover var det også en fornøjelse at få mulighed til at sætte nogle citater fra  de flotte anmeldelser på bogen.

Jeg har endnu ikke set den nye udgave, men jeg glæder mig meget til at se den.

søndag den 23. januar 2011

Vind Skeletter i skabet 1 & 2

I anledning af at Blodtåge – Skeletter i skabet 2 udkommer den 10. februar har du nu mulighed for at vinde både den og Dødsbørn – Skeletter i skabet 1. Du har hele to muligheder for at vinde bøgerne.
Mulighed 1:
Den første konkurrence er på boggnasker.dk. Her kan du kan vinde bøgerne, hvis du er kreativ. Det eneste du skal gøre, er at skrive en kort tekst, hvor du beskriver et slægtsskelet. Hvordan ser det ud og hvilke hemmeligheder har det at fortælle? Du kan fx forestille dig, at det var dit eget slægtsskelet,  du skal møde for første gang.
Forlaget har været i gavehumør, så der er ikke én men tre vindere. Den bedste tekst vinder begge bøger, den næstbedste vinder Blodtåge og den tredjebedste vinder Dødsbørn.
Det er mig, der er dommeren, så jeg glæder mig meget til at læse din beskrivelse. Alt er tilladt, så længe det er en tekst, hvor du beskriver et møde med et slægtsskelet. Hvis du er i tvivl om noget, så stil gerne spørgsmål her på bloggen :-)
Mulighed 2:
Den anden konkurrence er på fortællingen.dk Her kan du deltage ved at svare på et let spørgsmål. Når du alligevel er derinde, så kig omkring i de mange anmeldelser og find inspiration til en god forårsbog. Fortællingen.dk er en fantastisk side fyldt med gode anmeldelser af interessante bøger.
Omslagene til Dødsbørn og Blodtåge er lavet af Rasmus Jensen.

Det var alt for nu. Held og lykke i konkurrencerne.

søndag den 16. januar 2011

Dødsbørn er ugens boganbefaling

Dødsbørn er ugens boganbefaling på Horsens bibliotek. Hør bibliotekets podkast om bogen her.
Anmelderen siger blandt andet:
”Det er en rigtig underholdende, sjov fantasyroman, som måske mest er rettet mod unge, men altså jeg læste den med stor fornøjelse, og jeg er da oppe i 30’erne for ikke at sige 40’erne, så hvis du kan lide fantasy, så læs Dødsbørn af Nicole Boyle Rødtnes. ”
Jeg siger tak for den fine anbefaling.

tirsdag den 14. december 2010

Flytning, genoptryk og nyt projekt

Så har der været stille på bloggen lidt, da jeg har haft super travlt med at flytte.  
Flytningen har givet os et ekstra værelse, som bliver til kontor, så snart vi har fået pakket alle flyttekasserne ud.  Jeg glæder mig rigtig meget til at tage kontoret i brug og håber, at mange gode bøger vil blive skabt der.
På trods af flytningen har det ikke stået stille på bogfronten. Blodtåge, fortsættelsen til Dødsbørn, har været en tur forbi Letland og blive trykt, og min flinke redaktør ringede i dag og fortalte mig, at han sidder med det første eksemplar af bogen. 
Efter den opringning havde jeg en stor lyst til at tage toget til Rørvig (hvor forlaget ligger) og kræve at se værket, men jeg beherskede mig, da jeg heldigvis skal mødes med min redaktør i næste uge, hvor han har lovet at tage bogen med.
Endnu en glædelig nyhed er, at både Dødsbørn og Bitchen imellem os har solgt rigtig godt. Dødsbørn er faktisk næsten udsolgt og skal nu genoptrykkes i ny og billigere udgave! Det betyder, at det er sidste chance for dig at få en kopi af 1. udgaven, hvis du går op i sådan noget ;-).
Den sidste gode nyhed er, at der er flere bøger på vej. Jeg har siden i sommers arbejdet på et andet projekt. Det forbliver navnløst lidt endnu, men jeg kan sige så meget, at min redaktør har læst første udkast og han er godt tilfreds. Han har sendt mig sine ændringsforslag, som jeg nu skal arbejde igennem. Flere updates følger!

Rigtig god jul til jer alle!

fredag den 22. oktober 2010

To fine anmeldelser af Dødsbørn

Selvom det er ved at være et stykke tid siden Dødsbørn udkom, så kommer der stadig anmeldelser. Nu er det bibliotekerne, der har fået øje på bogen, og jeg har fundet hele to nye anmeldelser.  

Den første er fra Greve biblioteks fantasyblog, hvor anmelderen Anne blandt andet skriver:

”Dødsbørn er en rigtig spændende bog og jeg glæder mig meget til at se hvordan det hele ender når bog nummer 2 udkommer. Bogen stiller læseren overfor mange spørgsmål: Har alle ret til et ordentligt liv? Hvor langt vil man gå, for dem man elsker? Kan man slå ét menneske ihjel for at redde mange andre?”

Læs hele anmeldelsen her.

Den anden anmeldelse er fra Sjølund-Hejls skolebibliotek, hvor anmelderen Lotte Mohr blandt andet skriver:

”Både på arbejde, hjemme hos lærermesteren og i sine møder med venner og fjender må Davie bruge sin skarpe hjerne, for at begivenhederne ikke skal løbe af med ham. Enhver beslutning Davie tager, får konsekvenser og pludselig er han midt i et uhyggeligt og farligt drama der helt kan tage pusten fra læseren.

En super spændende bog hvis slutning gør at man næsten ikke kan vente på efterfølgeren!!”

Læs hele anmeldelsen her.

Det var nogle skønne ord at gå på weekend på :-).

onsdag den 13. oktober 2010

3 tips til at lave kapitler


Som noget nyt her på bloggen vil jeg have nogle skrivetekniske indlæg, og jeg starter med, hvordan du kan lave kapitler. Jeg ved, at det er noget, som mange synes, er svært.

1. Tænk i handlingsforløb
Du skal lave kapitelskift, når du skifter til et nyt handlingsforløb. Ved at sætte ét handlingsforløb i centrum i kapitlet, har læseren en klar følelse af, hvor handlingen er på vej hen. Et kapitel kan godt have tråde, der peger frem og tilbage i handlingen, men der skal kun være ét handlingsforløb, der er det dominerende i hvert kapitel. For eksempel kan det hurtigt blive for meget, hvis et kapitel både skal indeholde den centrale forelskelsesscene, gangsteropgøret og konflikten med vennerne. Vælg det ud, der er det vigtigste, og lad resten indgå i baggrunden (uden det stjæler opmærksomheden), eller giv det et kapitel for sig selv.

Hvis du er i tvivl om, du har for mange handlingsforløb i kapitlet, så forsøg at give kapitlet en overskrift. Hvis du ikke kan finde en, der dækker det hele, så er det måske fordi, du har for mange handlingstråde.

2. Lad noget pege videre
Kapitler er din læsers mulighed for at tage en pause, så hvis du afrunder kapitlet for meget, så risikerer du, at den pause bliver evig, og læseren ikke kommer tilbage. Derfor skal du passe på med at afrunde kapitlerne for meget. Hvis alle spørgsmål bliver besvaret, alle konflikter bliver afsluttet, så bliver dine kapitler som et Anders And blad. Du læser et nummer, og nyder det måske, men du behøver ikke læse mere. Du kan sagtens stoppe og aldrig læse mere. Derfor skal der I slutningen af dine kapitler være noget, der peger frem. Noget, der tvinger læseren til at læse videre.

Det kan gøres meget dramatisk ved at ende i en cliffhanger, men kan også gøres mere nedtonet, hvor det fx bare er hovedpersonen, der tænker over det problem, der endnu ikke er løst.

3. Vælg en passende længde
Hvilken længde, man synes, kapitlet skal have er forskelligt. Det kan også variere i den enkelte bog, men vælg velovervejet. Lange kapitler sænker læsetempoet, men giver fordybelse. Korte kapitler sætter læsetempoet op og giver spænding. Eller sådan kan det i hvert fald være, brug det der passer til din historie og vis hensyn til din læser. Det er de færreste, der ville bryde sig om at læse kapitler på 60 sider eller mere.

Længden afhænger også af handlingsforløbene. Jo mere du findeler dine handlingsforløb, jo kortere kan du gøre kapitlerne og omvendt. Hvis du skriver til børn, vil du med fordel kunne have korte kapitler. Mange voksne sætter dog også pris på korte kapitler, se bare på Da Vinci Mysteriet, hvor alle kapitler var korte og endte i en cliffhanger.

Hvad gør jeg selv?
Jeg foretrækker forholdsvis korte kapitler, gerne mellem 5 og 12 sider. Her taler jeg om bogsider. En bogside er ca. mellem 1.500-2.000 tegn alt efter hvilket format bogen er opsat i.

Jeg har arbejdet meget med cliffhangere i fx Dødsbørn, hvor kapitlerne i Bitchen imellems os er mere afrundende. Jeg valgte, at arbejde med cliffhangere i Dødsbørn, da det var vigtigt for mig, at lave en historie, der altid var spændende. I Bitchen imellem os, afrundede jeg kapitlerne mere, da jeg arbejede med to fortællere og en ret speciel komposition, så jeg havde brug for at skabe ro. Selvom kapitlerne er mere afrundede i Bitchen imellem os er dog stadig en masse, der peger frem, sådan så læseren ikke lægger bogen væk.
Hvis du vil læse mere om kapitler, så har jeg skrevet en længere artikel i Skrivelyst # 7 om emnet. Skrivelyst er HUF’s foreningsblad. Bladet kan bestilles ved at skrive til bestyrelsen.

mandag den 11. oktober 2010

Blodtåge retur fra redaktør

Sidste mandag overrakte jeg Blodtåge til min redaktør. Siden da har jeg tjekket mail og telefon i døgndrift og har haft adskillige mareridt om, at han hadede den, og den skulle skrives om fra bunden af. Det er egentlig lidt underligt, at jeg var så nervøs, for min redaktør er super flink, og selv hvis han hadede den, ville han finde en meget venlig måde at sige det på.

Jeg tror, nervøsiteten bunder i, at Dødsbørn er blevet modtaget så godt. Det har været skønt med de mange positive anmeldelser og tilbagemeldinger, der er kommet, men det har også gjort mig meget bevidst om, at Blodtåge skal være rigtig god, hvis den skal kunne leve op til sin forgænger.

I dag kom tilbagemeldingen så. Kl. 06.48 bippede mobilen inde i stuen. Jeg kunne sove længe i dag, så jeg troede stadig, det var midt om natten og tænkte derfor, at det måtte være en eller anden reklame-sms, så det var først, da jeg stod op en time senere, at jeg fik den gode nyhed. Min redaktør kunne lide Blodtåge :-).

Jeg ringede til ham efterfølgende, hvor vi fik en lang snak om bogen. Han har nogle rettelser – men det er mindre ting – for overordnet synes han, at den er meget vellykket.  Det er en skøn nyhed, så nu venter jeg bare på at hans rettelser dumper ind ad døren i morgen.

Endnu en læseranmeldelse af Dødsbørn

Så har jeg fået endnu en læseranmeldelse af Dødsbørn. Denne gang af forfatteren Anika Eibe, der blandt andet har skrevet bøgerne Dronning af blod og Atalanta – I Gudindens skygge. Jeg har aldrig mødt Anika Eibe, men jeg har hørt om hende fra min kæreste, der kender hende.

Nu har Anika så læst Dødsbørn og skriver blandt andet:

”Denne forfatter kender jeg kun perifært, men har selvfølgelig hørt om hendes udgivelse. Nu stod den så på biblioteket og sprang mig i øjnene, så den måtte jeg da lige tjekke ud.
Og jeg blev behageligt overrasket. Historien er velskrevet, flydende og spændende komponeret.”

Tak til Anika for de pæne ord. I kan læse den fulde anmeldelse her.




onsdag den 6. oktober 2010

Læseranmeldelse af Dødsbørn

Så er der kommet endnu en anmeldelse af Dødsbørn. Denne gang fra bloggeren Majasol, som blandt andet skriver:

"Man må bestemt sige, at Nicole Boyle Rødtnes har klaret det super godt, med at skabe en spændende ungdomsbog som man let lever sig ind i og nyder. En bog der oveni købet er en debut."

I kan læse den fulde anmeldelse her.

Det er altid dejligt at få anmeldelser - især når det er fra målgruppen. Så mange tak for dine fine ord til Majasol.

Majasol anmelder mange bøger, så hvis du er interesseret i at finde nyt læsestof, så kíg forbi hendes bogblog.

tirsdag den 5. oktober 2010

En rigtig forfatteruge

Fordi jeg både har studie og job, så er der mange dage, hvor min kalender er meget lidt ”forfatteragtig”, hvis man ellers kan tale om sådan noget. Denne uge er dog en rigtig forfatteruge fyldt med forrfatterarrangementer. I går var jeg i Hundested, hvor jeg fortalte om Dødsbørn, i morgen skal jeg til Birkerød og fortælle om Bitchen imellem os, og på lørdag skal jeg til en bogreception.

Det bedste spørgsmål
I går var jeg ude på Hundested bibliotek og fortælle om Dødsbørn til to 5. klasser. Det var en rigtig sjov oplevelse. Jeg holdt en lille konkurrence, hvor den, der stillede det bedste spørgsmål vandt et eksemplar af Dødsbørn. Der var svært at vælge en vinder for der kom rigtig mange gode spørgsmål. Vinderen blev Mathias, som spurgte, hvad man skulle gøre, når man havde en skriveblokering.

Jeg valgte ham som vinder, da jeg synes, det var et super godt spørgsmål, fordi alle forfattere på et eller anden tidspunkt oplever at gå i stå midt i projekt og ikke kunne komme videre. I starten blev jeg ret forskrækket, når det skete, og jeg var bange for, at jeg aldrig ville komme videre.
I dag ved jeg, at der kun er en vej frem: SKRIV. Selvom jeg synes, at det, jeg skriver, stinker, så skal jeg blive ved med at skrive. Nogen gange skal jeg igennem flere siders lort, inden jeg endelig får hul på noget godt igen, men når der så er hul, så er det skønt.

Tre forfattere
I morgen skal jeg holde foredrag i Birkerød sammen med Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. Jeg kender Camilla og Caroline igennem HUF, og vi valgte at lave dette fælles foredrag for at give deltagerne mulighed for at høre noget om ikke bare én men tre bøger.

Jeg skal fortælle om Bitchen imellem os, mens Camilla Wandahl fortæller om sin serie Veninder for altid og Caroline Ørsum fortæller om sin debutroman Hovedet i skyerne.

Serien Veninder for altid handler om fire 11-årige piger, der fortæller, hvordan det er næsten at være i puberteten. Serien tematiserer familie, venskab og den første, spirende kærlighed. Ungdomsromanen Hovedet i skyerne handler om gymnasiedrengen Simon, der må kæmpe med sig selv og sine følelser for Daniel. Bogen sætter fokus på homoseksualitet.
Og min egen bog Bitchen imellem os handler om, Astrid og Katrines kamp om drengen Alex, der ender i et voldeligt sammenstød.

I kan læse mere om foredraget her.

Reception
Receptioner er altid hyggelige, og de bliver kun endnu bedre, når de afholdes i anledning af, at en god veninde debuterer. På lørdag skal jeg til reception hos Marie Wolfsberg Oscilowski, som den 7. oktober debuterer med ungdomsbogen Solo. Marie er med i min dejlige skrivegruppe, som blev dannet i 2005. Jeg har endnu ikke læst bogen, men har hørt en masse godt om den, og jeg glæder mig rigtig meget til at få mit eget eksemplar på lørdag.

torsdag den 16. september 2010

Mød mig på Fantasticon 2010



Kan du lide fantasy og science fiction? Så tag til Fantasticon i weekenden!

Fantasticon er en festival for de fantastiske genrer, hvor programmet er fyldt med paneldebatter og interviews med forfattere – blandt andet mig. Jeg skal interviewes omkring Dødsbørn, så det ser jeg frem til. Det bliver mit første ”live” interview. Jeg er tidligere blevet interviewet til aviser og lignende, men det er første gang, det skal foregå foran et publikum.  

Jeg er meget spændt – især på hvilke spørgsmål, der vil blive stillet. Jeg har tit oplevet, at folk der har læst mine bøger, stiller spørgsmål som jeg ikke havde forventet. Det er rigtig interessant for det åbner mine øjne for ting i mine værker eller min skriveproces, som jeg ikke selv tænker over.

Har du noget, du gerne vil spørge om? Så kom forbi på søndag kl. 16.00. Jeg gøre mit bedste for at svare på alle spørgsmål og måske – hvis du er heldig – løfter jeg også lidt på sløret om, hvad der skal ske i Blodtåge – Skeletter i skabet 2.

Udover mig kan du møde en række andre forfattere. En af dem er Camilla Wandahl, der skal fortælle om sin gyserbog Et blodigt spil. Jeg kender Camilla rigtig godt. Vi lærte hinanden at kende i foråret 2005, hvor vi dannede skrivegruppe sammen med fire andre. Skrivegruppen har kørt lige siden, og jeg har fulgt Et blodigt spil tæt. Camilla er en dygtig og alsidig forfatter, og så er hun et naturtalent på en scene, så er du på Fantasticon, så gå ikke glip af hendes oplæg. Det er søndag klokken 11.00.

Du kan se det fulde program for Fantasticon her.

Jeg håber, vi ses!

mandag den 30. august 2010

Bitchen imellem os

I dag er der kun to dage til min næste bog Bitchen imellem os udkommer. Det er en ungdomsroman om pigevold og umulig, grænseløs kærlighed. Den handler om to piger, Astrid og Katrine, der begge elsker drengen Alex. Deres uundgåendelige konfrontation ender i et voldeligt sammenstød. I kan læse mere om bogen her, hvor I også kan forudbestille den.

Bogens baggrund er lidt speciel. Det hele startede i efteråret 2007, da Gyldendal udskrev en romankonkurrence, hvor man skulle skrive en kærlighedsroman for unge. På det tidspunkt havde jeg ikke skrevet realisme før, men jeg valgte alligevel at kaste mig ud i det.

Det startede som en simpel kærlighedshistorie, men jeg kunne hurtig fornemme, at der manglede noget. Jeg ville ikke bare skrive en traditionel kærlighedshistorie, jeg ville noget anderledes. I den periode var der en del fokus på pigevold i aviser og tv, og her var det, jeg fik ideen til, hvordan jeg kunne gøre bogen til mere end bare en kærlighedshistorie.


Da jeg skulle nå at sende bogen ind inden konkurrencens deadline, havde jeg ikke meget tid, så jeg skrev den ret hurtigt. Faktisk tog det ikke mere end to måneder. Det var en fed oplevelse at skrive realisme, og jeg indså, at selvom jeg elsker fantasy-genren, så var det helt sikkert ikke den sidste gang, jeg skrev realisme.

Der var over 100, der deltog i konkurrencen, og vinderen blev Vibeke Bækkelund med romanen Mit lorteliv. Det er en super god roman, der helt klart fortjente at vinde. Hvis du ikke har læst den allerede, så skynd dig at få fingre i den. Den er virkelig en oplevelse værd.

Da jeg fik manuskriptet retur fra Gyldendal, sendte jeg det videre til et andet forlag. Her fik jeg en meget positiv konsulentudtalelse, der også kom med nogle gode forbedringsforslag. Forlaget anbefalede mig, at arbejde videre med den og sende ind til dem igen. Det valgte jeg så at gøre, men da jeg et par måneder senere havde gennemskrevet romanen og sendte den til forlaget, havde de ændret udgivelsesprofil og udgav ikke længere ungdomsromaner.

Det var selvfølgelig meget skuffende ... Så gik der et halvt år, og så blev jeg kontaktet af forlaget Facet. Jeg havde sendt dem min fantasy-roman Dødsbørn – Skeletter i skabet 1, som de antog. Den som udkom i april i år. Kort efter Dødsbørn var blevet antaget, læste min redaktør også Bitchen imellem os. Han var meget begejstret for den og den blev også antaget.

Bogen har altså haft en lidt lang vej, før den blev klar. Men nu er den her, og jeg er meget stolt og tilfreds med resultatet. Det håber jeg også, at I bliver!

søndag den 29. august 2010

Velkommen til min blog!


Min første bog Dødsbørn – Skeletter i skabet 1 udkom den 6. april 2010, og min næste bog Bitchen imellem os er lige på trapperne.

På denne blog kan du følge med i mit forfatterliv. Du kan læse både om alle de fede ting ved at være forfatter, som når skriveriet bare flyder, anmeldelserne er rosende og om den helt fantastiske oplevelse, det er, at stå med sin egen bog i hånden. Men du kan også læse om de lidt mere anstrengende oplevelser, som når jeg har skriveblokering, når mine roman-karakterer er genstridige og manuskriptet stadig er halvdårligt trods utallige omskrivninger. Kort sagt vil jeg forsøge at skrive om det hele.