Viser opslag med etiketten sjov. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sjov. Vis alle opslag

torsdag den 15. november 2012

5 ting du ikke vidste om Chatsøstre – Wicca-veninder 1

Her kommer 5 ting, du sikkert ikke vidste om min bog Chatsøstre  –  Wicca-veninder 1
Omslag af Peter Nielsen.
  1. At jeg selv har dyrket Wicca som ung. Derfor har mange af mine egne oplevelser været inspiration til bogen. Blandt andet hvordan pigerne laver ritualer.
  2. At jeg ligesom Mathilde har haft en dejlig Chatveninde igennem mange år. Min veninde, Line Lybecker, boede dog heldigvis ikke så langt væk, så  i mange år tilbragte jeg næsten hver weekend hos hende, og det var Line og jeg, der fik ideen til at danne foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere
  3. At bogen blev skrevet allerede i 2009, inden jeg overhovedet var debuteret, men så af forskellige årsager er blevet udskudt, så den først udkommer nu.
  4. At bogen har været skrevet igennem 7 gange, og under den sidste gennemskrivning, voksede næsten 40 sider.
  5. At pigerne i klassen alle i højere eller mindre grad er inspireret af min egen folkeskoleklasse.

Læs også:

onsdag den 1. februar 2012

5 ting du ikke vidste om Bitchen imellem os

Her kommer 5 ting, du sikkert ikke vidste om min ungdomsroman Bitchen imellem os.
  1. At bogen er skrevet om 5 gange, før den fik sin nuværende form. I de første udkast af bogen var det kun Astrid, der var fortæller. Katrines del var slet ikke med. I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg har kunnet tro, at bogen kunne fungere uden Katrines del.
  2. At bogen var mit første forsøg på at skrive en realistisk roman. Indtil da havde jeg kun skrevet bøger i de fantastiske genrer. Nu holder jeg lige så meget af at skrive realisme, som af at skrive fantasy, og der er flere realistiske bøger på vej.
  3. At ideen med at skrive i ”du-form” (en jeg-fortæller, der henvender sig til et ”du”) brugte jeg første gang i min novelle ”Du”, der er udgivet i novellesamlingen Begyndelser fra Forlaget Valeta. Efter at have skrevet novellen, havde jeg lyst til at skrive noget mere og længere i samme fortælleform.
  4. At bogen oprindelig bare skulle have været en almindelig kærlighedshistorie, men at jeg læste en masse om pigevold, og så besluttede mig for, at det emne var jeg nødt til at skrive om.
  5. At bogen oprindelig hed ”Asfalt”. Den titel brød forlaget sig ikke om, så vi brainstormede nye titler i ugevis.
Nu ved du 5 ting, som de andre læsere ikke ved. Jeg håber, du synes, det var interessant :-)

mandag den 26. december 2011

5 ting du ikke vidste om Dødsbørn – Skeletter i skabet 1

Her kommer 5 ting, du ikke vidste om min bog Dødsbørn – Skeletter i skabet 1.
  1. At jeg oprindelig overvejede, at Davie skulle komme i lære som ”hundelortsopsamler”, men blev enig med mig selv om, at det var for kedeligt
  2. At Temate og Hr. Tantanel var de to første karakterer, der fik deres navne i bogen.
  3. At Davie i lang tid hed Devon, inden jeg besluttede mig for, at det i stedet skulle være hans fætters navn.
  4. At bogen var meget tæt på at komme til at hedde ”Dødsmærke” i stedet for ”Dødsbørn”, men at jeg i sidste øjeblik holdt fast på den oprindelige titel.
  5. At jeg har et kort over Zantora by, hvor jeg blandt andet har indtegnet alle byens sporvognsstop (ikke fordi sporvognen er vigtig, men fordi der – som William fortæller i bogen – findes en nedgang til kloakkerne bag hvert stop).
Det var så de fem ting. Nu ved du noget, som de andre læsere sikkert ikke ved. Håber du fandt det interessant :-).